- »Hvor kan vi spise frokost?« var slutreplikken fra Centrovices formand Torben Povlsen, da han for nylig deltog i en times debat med Alternativets politiske leder Franciska Rosenkilde til årets Klimafolkemøde i Middelfart.

En kommentar, der meget fint indkredsede debatten med overskriften »Dyrker vi mulighederne?«, hvor de to hovedaktører ikke var enige, men hvor de holdt en sober tone, lyttede til hinanden og konkluderede til sidst, at ja, de havde lært noget af en times samtale – også at de så tingene fra forskellige perspektiver, men at de godt kan nærme sig, og at flere samtaler måske slet ikke vil være en dårlig ide.

Stadig husdyr i Danmark

Især fremhævede Torben Povlsen, at han var glad for at erfare, at Alternativet ikke ser et dansk landbrug uden husdyrproduktion.

- Vi vil gerne have dyr i landbruget. De indgår i fødevareproduktionen, men behøver vi have så mange, lød spørgsmålet fra Franciska Rosenkilde, der gerne ser en reduktion på mellem 50 og 80 procent af den animalske produktion i løbet af de næste 10 år.

Torben Povlsen replicerede med et modspørgsmål.

- Hvis ikke dansk landbrug producerer de fødevarer, der er behov for til en stadig voksende befolkning, hvem skal så gøre det?

- Køb danske produkter. Så støtter I den omstilling, I gerne vil se. Så bliver det ikke bare snak. Så bliver det til realiteter.

Dansk landbrug bidrager

- Dansk landbrug skal være bidragsydere til den grønne omstilling. Vi skal bidrage til, at vi kommer stærkere igennem og ikke svagere. Dansk landbrug ligger helt i top. Men vi skal have ejerskab for det, vi laver. Det skal ikke være et diktat fra oven, understregede Torben Povlsen.

Franciska Rosenkilde påpegede, at hun meget gerne så, at dansk landbrug blev omlagt fra store produktioner til små diverse landbrug med flere grene.

- Udviklingen er gået den forkerte vej. Vi skal have mindre landbrug og flere ansatte. At landbrugene er blevet for store og effektive, betyder også, at vi affolker landdistrikterne. Det er ikke jeres skyld. Det er os politikere, der ikke har givet jer de muligheder, der kræves for, at I kan være en del af løsningen og ikke en del af problemet.

Småt er godt

- Jeg køber ikke den præmis, at småt er godt. Vi skal ikke tilbage til, at jeg skal ud og hakke i afgrøderne, bare fordi Alternativet vil have flere arbejdspladser i landbruget. Regner vi følgeerhvervene med, så er der langt flere i beskæftigelse i landbruget, end der har været tidligere, kommenterede Torben Povlsen.

- Samtidig giver vores effektivitet mulighed for, at jeg og mine medarbejdere kan have et liv, som andre almindelige mennesker. Det vil jeg gerne have, fastslog Torben Povlsen og påpegede, at det er de lokale initiativer, der flytter noget.

Lokale initiativer

- Odense Fjord-samarbejdet er et godt eksempel på et lokalt initiativ, der virkelig rykker noget. Her er vi gået sammen om at forbedre forholdene i fjorden. Det flytter noget.

- Når vi snakker klima, så er jeg på løsningens vej, fastslog Torben Povlsen og påpegede endnu engang – med henvisning til Odense Fjord-projektet, at lokal viden kommer til at skabe resultater.