Derfor demonstrerede Danmarks Jægerforbund

Op til offentliggørelsen af trepartsaftalens indhold blev der afholdt en demonstration ved Christiansborg, som Danmarks Jægerforbund valgte at deltage i.

Deltagelsen har vakt undren hos flere, men den skal ses som et forsøg på at råbe regeringen op, og gøre den opmærksom på vores oprigtige bekymring for de økosystemer, som de trækkende vandfugle er helt afhængige af.

Det er ikke ofte, at Danmarks Jægerforbund stiller op til demonstration på Christiansborg Slotsplads, men den 16. november stod vi der, fordi regeringen sammen med LA, SF, konservative og radikale forhandlede om den største og vigtigste omlægning af det danske landskab i mere end 100 år.

Danmarks Jægerforbunds hovedfokus ved demonstrationen var livsbetingelserne for de trækkende vandfugle, hvis levesteder er stærkt udfordrede af omfattende iltsvind på grund af alt for stor kvælstoftilførsel.

De danske jægere ønsker et vandmiljø i god økologisk tilstand som forudsætning for bæredygtig jagt på de trækkende vandfugle og sådan, at velfungerende økosystemer i vores havmiljø kan sørge for bæredygtige, sunde fødevarer, vildtkød, fisk, tang, muslinger til os, der lever nu og til fremtidige generationer.

I de politiske forhandlinger insisterede regeringen længe på, at det såkaldte scenarie 3 skulle danne udgangspunkt for forhandlingerne. Finansministeriets »Second Opinion-rapport« havde udarbejdet tre scenarier for at begrænse kvælstofforureningen, men havbiologer og andre eksperter understregede, at kun scenarie 1 ville være i stand til at udvirke positive forandringer.

En støttende skulder

Med scenarie 1 vil vi kunne forvente, at halvdelen af de kystnære fjorde og farvande vil være i god økologisk tilstand om 20-30 år. Det kunne ligne et fattigt fremtidsperspektiv, men det ville være en altafgørende forbedring i forhold til en situation, hvor vi kunne se ind i omfattende naturødelæggelser.

Derfor ønskede jægerne at lægge en støttende skulder til oppositionspartiernes krav om, at scenarie 1 skulle være udgangspunktet for forhandlingerne, og to dage før demonstrationen bøjede regeringen sig.

Det betød, at vores bidrag til demonstrationens taler udtrykte en behersket optimistisk støtte til den grønne treparts fremtidige implementering.

Som bekendt var det et kompromis mellem blandt andet Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, der muliggjorde det politiske forlig, og den videre gennemførelse af den store arealomlægning vil kræve, at vi insisterer på den demokratiske samtale mellem alle interessenter.

At vi fordomsfrit taler med alle for at søge de områder, hvor vi kan nå til enighed. Det var baggrunden for Danmarks Jægerforbunds deltagelse i demonstrationen på Christiansborgs Slotsplads.

Læs også