Storm P. sagde en gang, at det er svært at spå – især om fremtiden. Det har han jo ret i. Alligevel vil jeg i denne klumme komme med mit bud på, hvad landbruget vil opleve af større ændringer i 2025, når det drejer sig om jura og økonomi.

Den grønne trepart

Treparten vil blive rullet ud i mere konkrete former og tiltag. Det vil på helt afgørende vis omdanne de kulturlandskaber, vi i dag kender, og det er da også det langsigtede og ambitiøse mål at danne nye naturlandskaber.

Når man samtidigt ønsker at opretholde en landbrugsproduktion for at værne om den danske produktionssikkerhed og det høje kvalitetsniveau i primærproduktionen, så vil det givetvis medføre sammenstød mellem de modsatrettede interesser.

2025 er blevet udpeget som konkretiseringsåret, og det bliver spændende at følge den endelige form af de forskellige reguleringsmodeller for de lokale indsatser fra de 23 lokale treparter i Danmark.

Hvis man i den sammenhæng har brug for sagkyndig bistand, er det mit bedste råd, at det iværksættes så tidligt som muligt.

Det opadgående prisniveau forventes at fortsætte i 2025

Lempelse af gaveafgiften

Det vil være en oplagt mulighed at gennemføre et generationsskifte i 2025, idet gaveafgiften forventes nedsat fra 15 procent til 10 procent i familiehandler.

Generationsskifter er normalt båret af flere hensyn, herunder at den nye generation skal have de bedst mulige startvilkår. Her vil en afgiftsreducering af ydede gaver være en god likviditetsmæssig hjælp.

Samtidigt er 2025 også året, hvor land- og skovbrugsejendomme vil få nye vurderinger og dermed også nye opkrævninger for grundskyld og som udgangspunkt for værdiansættelse i generationsskifter.

Der kan stadig handles til de oprindelige familiehandels principper om +/-15 procent. Dette er muligt, indtil landmanden har modtaget den nye endelige vurdering.

De foreløbige vurderinger, der er udsendt, er ikke bindende for landmanden.

Jens Axel Kruchov.

Jens Axel Kruchov.

Priserne på jord

Jordpriserne er for tiden i en opadgående retning. Dette skyldes en naturlig strukturtilpasning og et øget behov for landbrugsarealer – ikke mindst på grund af øget efterspørgsel fra mælkeproducenterne, der er blevet præsenteret for øgede arealkrav.

Det opadgående prisniveau forventes at fortsætte i 2025, og det understøttes yderligere i det omfang, den grønne trepart bliver konkretiseret, og hvis økonomerne får ret i deres prognoser om forventede rentefald.

Dette stiller selvfølgelig krav til timingen af handler for både køber og sælger. Mit bedste råd er, at interesserede er åbne om deres interesse, og at en handel skal være båret af driftsøkonomiske hensyn.

Med dette vil jeg ønske alle landbrugere et godt og frugtbart 2025.