Forår er for mange en årstid, hvor virkelysten for alvor trænger sig på. Efter en lang vinter er vi mange, der gerne vil ud at gøre noget godt og aktivt for naturen, men i mange tilfælde er ro og stilstand det, naturen har allermest mest brug for.

Får naturen plads og fred til at indfinde sig og udvikle sig, vil det i mange tilfælde være den mest effektive måde at skabe naturforbedringer på.

Det handler i mange tilfælde om at vende ryggen til naturelementer, som med årene udvikler sig og bliver mere og mere værdifulde i takt med, at tiden går.

Ofte opfatter vi traditionel god natur- og vildtpleje med at grave, plante og så for vildtet, men i flere tilfælde vil det have den mest gavnlige effekt blot at give et areal ro.

Monotone marker

Flere steder i landet sås blomsterstriber i markfladen, som et led i at gøre noget godt for naturen. I mange tilfælde skaber det også bedre og mere natur, fordi alternativet ofte er mere af den dyrkede mark. Men de kan ikke stå alene, og de skal have ro i mindst et par år, før de for alvor bidrager.

Anbefalingen er at lade striber ligge i flere år, og hvis de skal flyttes, så anlæg dem på den anden side af det markskel eller levende hegn, som de netop har været anlagt på.

Problemet i det danske landbrugsland er først og fremmest de monotone marker. I disse »ørkener« er der ikke grundlag for et velfungerende økosystem og dermed ikke særlig meget liv.

Isoleret set kan der i en konventionelt dyrket mark ikke eksistere fødekæder, endsige fødenet (netværker af fødekæder). Fødekæder er de indbyrdes føderelaterede rækkefølger mellem dyr og planter i et økosystem.

Problem for vildtet

Forsvinder et led i kæden, bryder den sammen. Et eksempel: Hvis de ukrudtsarter, som er værtsplanter for insekter, ikke findes i marken, er der ikke grundlag for, at insekterne kan være der.

Det betyder, at der ikke er føde til eksempelvis agerhønens yngel, og fuglen kan ikke reproducere sig selv. Det manglende ukrudt betyder også, at det er vanskeligt for forældrefuglene at finde egnet frøføde. Det er et meget alvorligt problem for vildtet og en række af landbrugslandets øvrige dyreliv og dermed naturindholdet i marken. 

Problemstillingen kan løses ved at anlægge markvildtstriber, der er en kombination af flere elementer som for eksempel fanuastriber, insektvolde, udyrkede striber, græsstriber (markveje) og barjordstriber. 

Blomsterstriberne beskyldes for at skabe økologiske fælder, fordi de ikke er permanente. Det kan løses ved førnævnte model, hvor striberne får lov at ligge et par år, og så skifter plads i umiddelbar nærhed af, hvor den gamle stribe var placeret. Og ved at anlægge striberne i nær tilknytning til de permanente elementer, såsom markveje, markskel, levende hegn, udyrkede arealer med videre eller omlægge i rotation.