Den hurtighed, som kendetegnede lovgivningen om nedlukning af minkerhvervet – det hele kom på plads på cirka 10 uger – står i skærende kontrast til den langsommelighed, der desværre har ramt udbetaling af erstatning.

Forskud på erstatningerne er blevet udbetalt til en række avlere, mens andre endnu intet har modtaget. Ikke en eneste avler har mig bekendt endnu modtaget hele den erstatning, man er berettiget til.

Minkerhvervet blev lukket i begyndelsen af november 2020, og nu skriver vi sommeren 2022. Realiteten er derfor, at en lang række tidligere minkavlere har mistet deres omsætning og indtægt, men stadig har omkostninger at slås med – for eksempel forsikring af det nu helt ubrugelige udstyr og bygninger.

Der er tydeligvis et behov for ikke alene at fremskynde hele processen med erstatningsudbetaling, men også at se velvilligt på afslutning af sagerne i forhold til avlere med flere, som har særligt alvorlige økonomiske udfordringer.

Det må være i alles interesse så vidt muligt at forsøge at undgå for mange konkurser – med alt hvad dette fører med sig.

Administrative forhindringer

For de avlere, der ønsker at nedrive minkhaller og fjerne/sælge/skrotte andre driftsmidler, stiller det administrative system også forhindringer i vejen.

Hele det nedluknings-setup, der er stablet på benene, rummer kun ringe mulighed for hurtig behandling af ønsker om at skille sig af med de produktionsfaciliteter, der ikke skal benyttes fremadrettet. Der er virkelig behov for, at myndighederne udviser fleksibilitet overfor de ofte hårdt pressede minkavlere.

Kreditorer – banker og andre – kan blive besværlige og utålmodige, og det er sådan set heller ikke bankens problem, at regering og folketing nærmest fra den ene dag til den anden besluttede at lukke et helt erhverv.

Åbenhed fremmer forståelsen

Mit råd er, at man som minkavler bør søge rådgivning om forholdet til kreditorerne, hvis det hele bliver for meget. Kommunikation og åbenhed fremmer forståelsen, og de fleste professionelle kreditorer vil vise forståelse for den (urimelige) langsommelighed, som præger fastsættelse og udbetaling af erstatning til minkerhvervet.

Med den rette rådgivning vil de fleste avlere og følgeerhverv, der er berettiget til erstatning, komme helskindet gennem ventetiden, og vi kan som praktiserende advokater rådgive – også på det helt praktiske plan – om de muligheder, som er åbne for at sikre avlerne i forhold til både kreditorer og i forhold til de myndigheder, der skal fastsætte og udbetale erstatningen.

Det er ikke op til os, som advokater at dømme om nedlukningen af minkerhvervet var udtryk for rettidig handlekraft eller en panikhandling – den dom fælder historien – men det mindste, man kan forlange, er, at de berørte avlere bliver behandlet ordentligt og hurtigt.