Selvom sommeren har forsøgt at holde sit greb, er det nu blevet efterår. Snart kommer vinteren, og inden vi ser os om, er det jul. Chokoladeforgiftning er den hyppigste forgiftning hos hunde, og i juledagene er risikoen større.

Mange hunde har lige så sød en tand som vi mennesker, og det er ikke ualmindeligt, at familiehunden gør kål på barnets julekalender med chokoladeindhold, eller tager for sig af et ubevogtet fad med konfekt.

Chokolade indeholder kakao, som indeholder theobromin. Mennesker udskiller nemt dette, mens hunde ophober stoffet i kroppen. Theobromin påvirker kroppen på forskellig vis, og hos hunde med chokoladeforgiftning kan vi se alt fra utilpashed med opkast og diarré, til rastløshed, ukoordinerede bevægelser og kramper og i svære tilfælde ses fald i kropstemperatur, koma og endda død.

Hvornår skal man være bekymret? Vi vurderer mængden af giftstof i forhold til hundens kropsvægt, så jo mørkere chokolade, der er spist og jo mindre hunden er – desto større risikoen for forgiftning.

Har man mistanke om, at hunden har spist chokolade, skal man altid kontakte en dyrlæge med det samme, uanset hvor meget eller lidt der er tale om.

Det er en stor hjælp, hvis man kan oplyse, hvad kakaoindholdet er i chokoladen, hvor meget hunden har spist, samt hvad den vejer. På baggrund af disse informationer kan dyrlægen bedre vurdere situationens alvorlighed.

Vigtigt tidsaspekt

Symptomerne på chokoladeforgiftning kan begynde fra to timer og op til et døgn efter indtagelse. Tidsaspektet er meget vigtigt, da man de første par timer efter indtagelse kan give hunden et brækmiddel, så den tømmer maveindholdet for chokolade.

Er der gået længere tid, kan dyrlægen vurdere, om det vil gavnligt at give hunden aktivt kul, som kan absorbere giftstofferne i tarmen. Yderligere behandling vil være symptomatisk, for eksempel at give hunden væske på drop, at give den krampestillende medicin eller normalisere dens hjerterytme.

Der er naturligvis mange andre lækkerier, hundene kan finde på at spise. De kan rumme forskellige farer, da de kan påvirke forskellige organer.

Jeg har også mødt en del hunde, der har indtaget alle mulige og umulige ting, som for eksempel medicin, strømper, plastemballage og sågar kødnåle (med en dejlig bøf på). Behandlingen er ikke altid ens, men fælles for alle tilfælde er, at man bør opsøge hjælp hos dyrlægen hurtigst muligt.

Er man i tvivl, om noget er giftigt eller farligt for hunden, er det bedre at spørge én gang for meget end én gang for lidt.