Oplev koen i kunst og kultur

En udstilling om koen i kunst og kultur kan opleves på Nivaagaards Malerisamling til og med den 22. september. Tirsdag den 20. august besøger prisbelønnet forfatter stedet til en samtale om landbruget.

Foto: Torben Eskerod

Denne sommer fejres koen og dens vigtige plads i dansk kunst- og kulturhistorie, når Nivaagaards Malerisamling i Kokkedal nord for København afholder udstillingen Mælkeveje – koen i kunst og kultur og familieværkstedet Muuh!

Legesyge kalve, uskyldige malkepiger – og klimasyndige bøffer… Koen var urmoder i nordisk mytologi, nationalsymbol i guldalderen og ophav til det, der i årtier var Danmarks største eksportvare: smør.

- Nu har koen fået en kontroversiel plads i den kollektive bevidsthed som centrum for debatter om metanudledninger og dyrevelfærd. Gennem 50 kunstværker og kulturgenstande udfolder denne særudstilling koen og dens betydning for dansk identitet og fortællingen om Danmark som landbrugsland, lyder det fra Nivaagaard i en pressemeddelelse.

- Koen var urmoder i nordisk mytologi, nationalsymbol i guldalderen og ophav til det, der i årtier var Danmarks største eksportvare: smør

Nivaagaards Malerisamling

Udstillingen viderefører museets interesse for relationen mellem ude og inde, kunst og natur – og lader samtidskunst af blandt andet Allan Otte, Lea Porsager, Torben Ribe, Magnus Andersen, Mie Edelgart, Michala Paludan og Kåre Frang gå i sanselig dialog med 500 års værker fra Malerisamlingen.

- Oplev helt nye kunstværker, en ko-vandseng og et duftende urteapotek i udstillingen, der gør koen til omdrejningspunkt for temaer som køn, klima og forbrug.

Sommerværkstedet Muuh! inviterer hele familien indenfor til et kreativt univers med en huskunstner ved bordet, der guider børn og voksne i at skabe deres egne ko-værker i tekstilcollager med saks og lim, nål og tråd.

Besøg af forfatter

Tirsdag den 20. august kl. 17 er det muligt at opleve den prisbelønnede forfatter Mathilde Walter Clark besøge udstillingen til en samtale om landbruget i dag.

Samtalepartner er Lise Villemoes Grønvold, der er kurator på udstillingen, og emnerne, som de kommer ind på i samtalen er blandt andet: Hvilke liv lever dyrene? Hvad bruges dyrene til? Og hvordan taler vi om dem?

- Mathilde Walter Clarks forfatterskab er præget af observationer af mennesket og eksistens, hvor konflikter og kontraster bliver sat i fokus med en rørende form for filosofisk nysgerrighed, humor og præcision. Walter Clark har modtaget en række priser for sit forfatterskab, senest Weekendavisens Litteraturpris 2023, Politikens Litteraturpris 2023 og Læsernes Bogpris 2024 for Det blinde øje om minksagen, skriver Nivaagaard i pressemeddelelsen.

Billetkøb via nivaagaard.dk.

Læsekreds om dyreproduktion

Ugen forinden samtalen, tirsdag den 13. august kl. 17, er der læsekreds i museets Havefoyer om essayet Hvordan man laver dyr, faciliteret af kurator Lise Villemoes Grønvold. Gratis deltagelse – alle er velkomne, man møder bare op.

Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst – fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder – og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst.

Læs også