Sjældent har tre individuelle smågrise fået mere opmærksomhed, end da det kom frem, at provokunstneren Marco Evaristti annoncerede, at han ved en happening i Kødbyen i København ville holde tre smågrise spærret inde i et interimistisk bur lavet af to indkøbsvogne og derefter lade dem sulte ihjel.

Ved siden af grisene lå der en boltpistol, som publikum kunne benytte sig af, hvis de ville skåne grisene for flere lidelser. Men så langt nåede det slet ikke at komme.

For kort inden andendagen af arrangementet blev grisene stjålet fra stedet, hvor de var placeret.

Ifølge en pressemeddelelse fra Marco Evaristti trængte ukendte personer ind i udstillingslokalet på Slagtehusgade 5E i Kødbyen omkring kl 10.00 og 11.15 og stak af med grisene. Tyveriet er nu blevet meldt til politiet.

Vil fortsætte

Men tyveriet til trods fortsætter arrangementet ugen ud, oplyser provokunstneren.

- Vi er fast besluttede på at fortsætte vores mission også på andre måde og vil ikke lade denne hændelse standse os fra at formidle vores budskab om dyrevelfærd, siger Marco Evaristti i en pressemeddelelse.

Det er ikke kun provokunstneren, der har haft fat i ordensmagten. Fredag blev Marco Evaristti selv meldt til politiet allerede inden åbningen af arrangementet for overtrædelse af dyreværnsloven af Anima.

Ikke første dyre-happening

- Hvis det er korrekt, at levende grise vil blive sultet som en del af udstillingen, eller at en boltpistol er en del af installationen, må politiet skride ind, siger Mathias Madsen, der er kampagneleder i Anima i en pressemeddelelse.

- Det er ulovligt og i øvrigt er det moralsk uacceptabelt og slet ikke i tråd med selve budskabet om medfølelse og respekt for dyr, tilføjede han.

Marco Evaristti har ofte provokeret omverdenen med sin kunst. Tilbage i 2000 udstillede han ti sværddragere i blendere på kunstmuseet Trapholt i Kolding. Dengang blev museet dømt for overtrædelse af dyreværnsloven, efter at en af sværddragerne blev aflivet af publikum.