Farvel til skjulte bakterier i julestjernerne
Julestjernens karakteristiske udseende har hidtil krævet enten bakterieinfektion eller hårdt manuelt arbejde. Nu har Aarhus Universitet og Graff Breeding A/S udviklet en genetisk løsning, der gør produktionen mere effektiv og bæredygtig.

Foto: Aahus Universitet
Hvert år pryder millioner af julestjerner vindueskarme verden over. Men bag den ikoniske plante gemmer sig, at dens forgrening, som gør planten dekorativ, skyldes en bakterieinfektion. Uden bakterien er planten ikke salgbar, og derfor har produktionen i årtier været afhængig af muligheden for at styre plantens sygdom.
Det har både givet udfordringer for væksthusgartnere med at kontrollere infektionen og med hårdt manuelt arbejde at knibe julestjernernes topskud, hvilket har været nødvendigt for at opnå den ønskede form.
Nu har forskere fra Aarhus Universitet i samarbejde med Graff Breeding A/S fundet en helt ny vej: Julestjerner, der forgrener sig naturligt uden bakterier og uden behov for omfattende manuel beskæring, lyder det i en pressemeddelelse.
I projektet StarQuality, støttet af Innovationsfonden, har forskerne undersøgt de gener, der styrer forgreningen i julestjerner. Med de nyeste planteforædlingsteknikker er det lykkedes at udvikle planter, hvor en enkelt genetisk ændring gør det muligt for julestjernen at forgrene sig på naturlig vis.
Stort potentiale
- Vi har identificeret et gen, som spiller en central rolle for plantens evne til at danne grene. Ved at ændre netop dette gen har vi skabt julestjerner, der vokser sig buskede helt af sig selv uden bakterieinfektion, forklarer Christina Rønn Ingvardsen, forsker ved Institut for Agroøkologi.
Resultatet er den første julestjerne med denne genændring, og den rummer et stort potentiale både for branchen og for miljøet også indenfor andre prydplanter, mener Aarhus Universitet..
Udviklingen har ført til både patentansøgning og en licensaftale mellem Aarhus Universitet og Graff Breeding A/S. Det betyder, at teknologien nu kan videreudvikles og på sigt bringes i spil i den kommercielle produktion.
For gartnerne kan det betyde en markant reduktion i arbejdskraft til knibning, mens forbrugerne kan se frem til julestjerner dyrket på en mere bæredygtig måde, helt uden skjulte bakterier.