Æbler, høst og herregårdshygge som for 100 år siden: Efterårsferie i æblets tegn på herregårdsmuseum
Gammel Estrup inviterer hele familien til en rejse 100 år tilbage i tiden, hvor høst, selvforsyning og æblemost var en del af efterårets travle hverdag.

Efterårsferien på Gammel Estrup står i høstens tegn. Især æbler er i fokus, og man kan både være med til at plukke og skrælle, tørre eller moste dem. Fotos: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum
Når efterårsferien begynder, åbner Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum portene til en uge fyldt med æbler, høst og historisk hygge for hele familien.
Museet giver børn og voksne mulighed for at opleve efterårstiden, som den tog sig ud på de danske herregårde for hundrede år siden. Dengang efteråret betød hårdt arbejde med at sikre mad nok til vinteren.
- Dengang fandtes der hverken supermarkeder, køleskabe eller frysere. Derfor måtte man være selvforsynende, og efteråret var en afgørende tid, hvor årets høst skulle i hus, og forrådet sikres til den lange kolde vinter. Herregårdens ansatte arbejdede flittigt med at plukke frugt, slagte dyr, sylte, henkoge, tørre og salte – alt sammen for at sikre mad nok til vintermånederne, fortæller museumsinspektør Sara Utvaag fra Gammel Estrup i en pressemeddelelse.
Historien om høsttiden vækkes til live gennem en række aktiviteter. I herregårdskøkkenet kan man skrælle og tørre æbler på gammeldags manér, mens børnene kan følge et særligt børnespor i udstillingen. I haven venter det populære æblemosteri, hvor gæsterne hjælper gartneren med at presse saft af frugter fra herregårdens egen æblehave.

Der er noget for enhver smag, når der skal laves æblemost. Æblerne samles nemlig i herregårdens historiske æblelund, der rummer mere end 200 historiske æblesorter. Der er derfor rig mulighed for at afprøve forskellige kombinationer af smagsoplevelser og for at sammensætte sin helt egen, unikke æblemost.
Et fast efterårs-hit
Æblemosteriet har efterhånden fået status som fast tradition på Gammel Estrup, og i år er ingen undtagelse.
- Det er efterhånden en fast tradition at moste æbler i efterårsferien på Gammel Estrup – og i år er bestemt ingen undtagelse. Vi åbner nemlig igen den populære aktivitet, der er elsket højt af ung såvel som gammel. I æblemosteriet kan man lave sin helt egen æblesaft. Man skal nemlig selv samle og kombinere de over 200 forskellige, historiske æblesorter, der findes i herregårdens æblehave. Derefter skal æblerne vaskes, hakkes, kværnes og til sidst presses til den lækreste, skræddersyede æblemost, som kan købes med hjem – men erfaring siger mig, at den sjældent når så langt, før den er drukket, fortæller Sara Utvaag.
Sideløbende kan besøgende udforske en særudstilling om æbler og høsttid. Her bliver man klogere på datidens konserveringsteknikker, selvforsyning og de mange hænder, der holdt herregårdens husholdning i gang gennem vinteren.

Fremstillingen af æblemost kan være hårdt fysisk arbejde. Derfor er det godt, når familien kan samles om aktiviteten og hjælpe hinanden med opgaverne.