Fastelavn er ikke længere bare en bolle med creme og flødeskum. De senere år har traditionen udviklet sig til en kulinarisk disciplin i sig selv, hvor bagerier konkurrerer på udtryk, smag og konstruktion. Nogle kalder det en hype, andre en krig. Under alle omstændigheder er slagmarken klar – og hos Coop er bagerdisken fyldt op.

Forud for årets fastelavn har dagligvarekoncernen udviklet en helt ny serie fastelavnsboller, som skal supplere de klassiske varianter, mange danskere stadig sværger til. Ambitionen har været at løfte både æstetik og kvalitet – uden at prisen løber løbsk.

Det fortæller Kasper Hansen, indkøber i Coop og uddannet bager og konditor, der har været med til at gentænke hele opbygningen af fastelavnsbollen.

- Vi bruger ægte frugtpureer og chokolade og har selv designet bunden med vores danske leverandør. Derudover har vi arbejdet med konsistens og balance, så vi både har den sprøde bund, en frisk kompot og en tæt og intens chokolade- eller nøddecreme samt en luftig mousse på toppen, siger Kasper Hansen.

Skal give mere bid

I stedet for den traditionelle bolle har Coop valgt en sprød wienerbrødsbund som fundament. Den er rullet med færre lag end normalt for at give mere bid – og fungerer som base for lag af kompot, creme og mousse.

Flere af varianterne er desuden afsluttet med frysetørret frugt eller pulver, som både giver farve og et ekstra smagslag.

- Det ser godt ud og giver en ekstra, lille twist på smagen, siger Kasper Hansen.

En halv million boller

Selv om inspirationen tydeligt trækker på konditoriets verden, har Coop ikke haft ambitioner om at konkurrere direkte med de mest eksklusive bagerier. Ifølge Kasper Hansen skal en fastelavnsbolle stadig være noget, de fleste har råd til.

Prisen bliver derfor 35 kroner stykket – også selv om indholdet byder på både mousser, chokolade og frugtkompotter.

Den nye serie består af seks varianter og kan købes fra i dag i de fleste SuperBrugsen- og Kvickly-bagerier. Coop forventer frem mod fastelavn at producere omkring 500.000 fastelavnsboller.

Ifølge Kasper Hansen skal kvaliteten i de nye fastelavnsboller ikke betyde, at de ikke er til at betale. Derfor er prisen sat til 35 kroner pr. fastelavnsbolle.

Ifølge Kasper Hansen skal kvaliteten i de nye fastelavnsboller ikke betyde, at de ikke er til at betale. Derfor er prisen sat til 35 kroner pr. fastelavnsbolle.

Coops nye fastelavnsboller

Hindbær og mørk chokolade En klassisk kombination med marcipan, hindbærkompot og mørk chokoladecreme, toppet med hindbærmousse og frysetørret hindbær. Fås i alle butikker.

Passion og lys chokolade En mere frisk og tropisk variant med passionsfrugtmousse, nøddecreme og lys chokolade. Kun i udvalgte butikker.

Solbær og hvid chokolade Her mødes syrlige solbær og sød hvid chokolade i en bolle med både kompot, mousse og et drys solbærpulver på toppen. Fås i udvalgte butikker.

Kaffe og karamel En mere voksen udgave med saltkaramel, karamelcreme og kaffemousse, afsluttet med kakaopulver. Fås i alle butikker.

Pistacie og mørk chokolade En nøddepræget variant med pistaciecreme og -mousse kombineret med mørk chokolade. Fås i udvalgte butikker.

Vaniljemousse med lemon curd En lys og enkel udgave med vaniljemousse og syrlig lemon curd, drysset med flormelis. Fås i alle butikker.