Selv om Jørgen Skoubo er gået på tv-pension, betyder det ikke et farvel til DR's populære serie Nak og Æd. DR oplyser, at serien får nye værter i form af de erfarne jægere og internationale jagtguider Rikke og Trine Wagner Jacobsen, der overtager værtskabet. Med mange års professionel erfaring fra jagt i Norden, dele af Europa og den canadiske vildmark overtager de to søstre rollen som frontfigurer i et af DR’s mest elskede natur- og madprogrammer.

Tvillingeparret er kendt for deres håndværk, faglighed og kompromisløse respekt for naturen. De har gennem flere år arbejdet som professionelle jagtguider i British Columbia, hvor de på hesteryg har guidet jægere gennem barsk terræn, tilberedt vildt over bål og stået med hele ansvaret for sikkerhed, vildtforvaltning og felthåndværk. Erfaringerne fra arbejdet som guider har givet dem en ballast som dygtige, rolige og yderst kompetente jægere.

Med erfaringer, der er formet af deres arbejde i nogle af verdens mest krævende landskaber, og med en stærk formidlingskraft kommer Rikke og Trine Wagner Jacobsen ind i 'Nak & Æd' med et nyt perspektiv, som bygger videre på programmets stærke traditioner.

Respekt for arven 

Rikke og Trine Wagner Jacobsen træder ind i 'Nak & Æd' med stor respekt for programmets historie og de to markante profiler, der har båret det frem.

- Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk har skabt et ikonisk univers, som har fået danskerne til både at smile, tænke og mærke naturen tæt på. Vi går til opgaven med ydmyghed og glæde – og en stor respekt for det aftryk, de har sat. Vi håber, at vi kan bygge videre på den fortælling med vores egne erfaringer fra jagtens verden, siger Rikke Wagner. Og Trine fortsætter:

- For os handler jagt om meget mere end at nedlægge et dyr. Det handler om ansvarlighed, håndværk og om at være fuldt til stede i naturen – også når den stiller de største krav. Vi glæder os til at invitere seerne med ud i de øjeblikke, hvor man både bliver udfordret, bevæget og forbundet med noget større. Det er den fortælling, vi håber at kunne være med til at styrke, siger Trine Wagner.

For os handler jagt om meget mere end at nedlægge et dyr

Trine Wagner, ny medvært for tv-programmet Nak og Æd

Professionel tyngde

Efter at have fulgt søskendeparrets arbejde i jagt- og vildmarksmiljøet har DR vurderet, at de to søstre rummer netop den faglighed, energi og fortællestyrke, der kan føre 'Nak & Æd' videre ind i næste kapitel. Med deres erfaring og stærke formidling står de som et naturligt valg til at tage stafetten op og bygge videre på det univers, som Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk har skabt.

- Rikke og Trine er exceptionelt dygtige jægere og formidlere. De har en faglig tyngde, som er sjælden. De har guidet jægere i nogle af verdens mest krævende landskaber, de kan deres håndværk på alle ledder og kanter, og de brænder for at formidle naturoplevelser, bæredygtighed og jagt med stor integritet. Men de kommer også med noget andet: en energi, som kun opstår, når to mennesker kender hinanden helt ind til benet, siger redaktionschef i DR Søren Bo Hansen. 

- De deler et stærkt fællesskab – og samtidig er de meget forskellige, hvilket giver en naturlig dynamik og et tydeligt og ind imellem farverigt temperament i deres samarbejde. Det gør dem nærværende, levende og helt sig selv på skærmen. Med dem får seerne både kompetence, nærvær og eventyr, og vi glæder os enormt til at præsentere dem for hele Danmark, tliføjer redaktionschefen. 

Et nyt kapitel 

Nak & Æd går dermed ind i et nyt kapitel, men med samme grundlæggende DNA. I over 16 sæsoner har serien  udfoldet jagt som mere end selve nedlæggelsen og måltidet. Programmet har kredset om fællesskab, naturoplevelser, udholdenhed, gastronomi, traditioner, etik og mødet med lokalbefolkningen og har vist, at både jagt og natur kan tilgås på mange forskellige måder. 

Det giver et naturligt afsæt for at videreudvikle universet. Med Rikke og Trine Wagner Jacobsen får programmet også et nyt lag af eventyr og professionel vildmarksfaglighed. Og som noget nyt vil forskellige kokke kigge forbi og tilberede den mad, som parret bringer hjem fra jagten.

De første optagelser med de nye værter begynder til juni 2026, og programmerne får premiere på DR TV og DR1 i 2027.