Foreningen Fællesmark kåret til Årets Lokale Forening i Danmark
I den landsdækkende konkurrence Årets Lokale Forening i Danmark er foreningen Fællesmark fra Tuse Næs kåret som vinder og modtager dermed en kontant belønning på 100.000 kroner til foreningskassen.

Foto: Go'on
Bag konkurrencen står det danske brændstofselskab Go’on, der har honoreret foreninger og foreningsfolk, som helt frivilligt yder en stor indsats for andre, og dermed er med til at skabe liv i lokalsamfundet.
Fællesmark var en af 415 nominerede foreninger i konkurrencen. Den startede med en onlineafstemning, hvor næsten 40.000 stemte på de 415 deltagende foreninger. De 20 foreninger med flest stemmer gik videre til finalerunden, hvor en uvildig jury fordelte placeringerne.
Juryen bestod af Lars Elsborg, adm. direktør hos Sport24 A/S, Viggo Ravn, chefredaktør ved JP Lokal, Hanne Lene Haugaard, hovedbestyrelsesmedlem i DGI og bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd og Lisa Kjær Gjessing, paralympisk og verdensmester i Taekwondo.
Juryen udtaler:
- Fællesmark tager med et visionært og alsidigt foreningsgrundlag favntag med en kendt problematik i mange områder af Danmark, nemlig at udfordre den stigende centralisering og skabe nyt liv i landområdet. I juryen er vi imponerede over idérigdommen og handlekraften bag Fællesmark. Lige netop derfor er Fællesmark kåret som Årets Lokale Forening 2022. Vi glæder os til at følge foreningens aktiviteter og imødeser med glæde en invitation til en shelter- og vandretur.
Hylder frivillige
Go’on har i dag 180 tankstationer rundt i hele Danmark, og langt de fleste er etableret i mindre byer, hvor de store benzinselskaber er flygtet fra.
- Dette er vores bidrag til at sætte fokus på de mange lokale foreninger, som holder lokalområderne kørende. Selvom det kun er 27 foreninger, der har modtaget en økonomisk gevinst, så er vores konkurrence også en platform, som får de mange foreninger og frivillige frem i lyset. Her modtager de positive kommentarer og skulderklap, som altid er rart at få som frivillig, siger Mick Kjær, adm.dir i Go’on.
I små film på Facebook har Go’on skabt opmærksomhed om foreningerne, og i en af filmene jagter de nyheden om, at der er fundet en mand, som helt frivilligt bruger sin fritid på at træne lokalområdets børn i håndbold.
- Vi vil gerne med et glimt i øjet sætte fokus på, at det desværre bliver sværere og sværere for foreninger at finde frivillige. Der er mange årsager, blandt andet et stigende bureaukrati og papirarbejde i foreningerne, men også at særligt børnefamilier har en travl hverdag. Derfor er det endnu vigtigere, at vi hylder de frivillige, som er aktive, så de fortsætter deres store arbejde, som alle jo er enige om, er til stor gavn for os andre, påpeger Mick Kjær.
Vi vil gerne med et glimt i øjet sætte fokus på, at det desværre bliver sværere og sværere for foreninger at finde frivillige. Der er mange årsager, blandt andet et stigende bureaukrati og papirarbejde i foreningerne, men også at særligt børnefamilier har en travl hverdag. Derfor er det endnu vigtigere, at vi hylder de frivillige, som er aktive, så de fortsætter deres store arbejde, som alle jo er enige om, er til stor gavn for os andre
Mick Kjær, adm. dir, Go’on