Landbrugets Oplevelsesplads åbner for en ny sæson

Tirsdag den 2. maj åbner Landbrugets Oplevelsesplads for endnu en sæson. I år, som noget nyt, med bier og endnu flere afgrøder.

Holstebro-Struer Landboforening har sammen med en stor gruppe frivillige landmænd etableret Landbrugets Oplevelsesplads ved Måbjerg Kirke i Holstebro. Et sted, som hver tirsdag er åbent for dagplejere, institutioner og børnefamilier i Holstebro og Struer Kommuner.

På Landbrugets Oplevelsesplads vil man kunne komme helt tæt på kalve, grise, geder og lam, og det vil være muligt at se, hvordan man sætter kartofler og sår korn. Der vil også være et mindre »halmhus«, hvor børnene kan tumle.

Den nye sæson åbner tirsdag den 2. maj, og her skal årets kartofler sættes.

Kartoflerne har nemlig en central plads for stedet, og man er velkommen til at komme og lægge dem i jorden.

Pladsen er dagligt åbent for alle og bemandet hver tirsdag i maj og juni – og derefter igen i august og første halvdel af september.

Som noget nyt er der i år kommet bistader og mange forskellige afgrøder.

Der bliver grillet brød og pølser på åbningsdagen, og der er mulighed for en tur med hestevogn.

Hver tirsdag i åbningsperioden er der seniorlandmænd på pladsen, som man kan tale med, hjælpe med at fodre dyr, få en tur i hestevogn, lege i høet, kigge på traktoren – eller hvad de nu finder på.

Læs også