Bog: Javel, hr. baron!
En krønike i ord og billeder om hverdagen på danske godser med fokus på forvalterne og deres lige så hårdtarbejdende hustruer.

Med Javel, hr. baron! dykker Helle Juhl ned i en vigtig del af landbrugshistorien med udgangspunkt i interviews med en række nulevende landbrugsledere og deres ægtefæller og materiale fra foreningen Landbrugslederen, der blev grundlagt i 1943.
Maud og reagensglasbørn
Det er historien om mænd og maskiner i en tid, hvor landbruget blev industrialiseret. Om stærke ledere, elever og læremestre og om pionerer, hvis indsats rækker langt ud over landbruget. Som for eksempel lederen af et stort kvægbrug, der via forsøg med ægtransplantationer var med til at bane vej for de første reagensglasbørn. Men også om en sippet og dog modig forvalterfrue, der gav Lise Nørgaard inspirationen til Maude fra Matador.
Hverringe og Sanderumgaard
Javel, hr. baron! handler om en tid med prestige i snorlige roerækker, skinnende maskinparker, høje udbytter – og servering af pandekager i lange baner. Et levende indblik i de store gårdes hverdage med hårdt arbejde, rodfæstede hierarkier og traditioner.
Vi kommer blandt andet forbi fynske Hverringe Gods nord for Kerteminde og Sanderumgaard ved Odense, men også Overgaard Gods ved Havndal, Valdbygård ved Slagelse, Gram Gods i Sønderjylland og Krenkerup Gods ved Sakskøbing på Lolland.