Magre, skrantende og halte køer skal i aflastnings- eller sygeboks. Er behandling udsigtsløs, skal de aflives. Det slår dyrlæge fra Seges Innovation fast.
I september-november 2024 gennemfører Fødevarestyrelsen en kontrolkampagne med særligt fokus på korrekt håndtering af syge og tilskadekomne dyr i kvægbesætninger. Det gør Seges Innovation opmærksom på i et af de seneste KvægNyt.
Netop håndtering af syge og tilskadekomne dyr i kvægbesætninger er, ifølge dyrlæge Peter Raundal fra Seges Innovation, et af de områder, der ofte giver anledning til anmærkninger.
Dyrlægen forklarer, at en tydelig halt eller skrantende ko ikke må gå blandt de øvrige, men skal flyttes til sygeboks eller aflastningsafdeling. Desuden skal der være en plan for den, og der skal tages stilling til sygdomsforløbet hver dag.
Lad ikke bare tiden gå
Hvis der ikke er udsigt til, at koen kommer sig, skal den aflives eller tilses af en dyrlæge.
- Hvis landmanden tager en ko fra, og den ikke tilses af en dyrlæge, men landmanden selv behandler den via en besætningsdiagnose eller for eksempel en klovbehandling, er det med at være opmærksom, understreger Peter Raundal og fortsætter:
- For hvis koen ser skidt ud, den dag kontrollen kommer, og de vurderer, at behandling er udsigtsløs, så vil landmanden sandsynligvis få en anmærkning.
Hvis dyret er tilset af en dyrlæge, opfordrer Peter Raundal til, at man får dyrlægens vurdering dokumenteret.
- Det kan for eksempel være en lille note i en besøgsrapport eller en tilbageholdelsesseddel, hvis den er behandlet, foreslår han.