Mund- og klovsyge spreder sig i Europa: Fødevarestyrelsen opfordrer til skærpet opmærksomhed på smittebeskyttelse
Efter at den alvorlige dyresygdom mund- og klovsyge har ramt flere lande i Europa, opfordrer Fødevarestyrelsen nu alle, der kommer i de berørte områder til skærpet opmærksomhed på smittebeskyttelse.

Arkivfoto
Den alvorlige dyresygdom mund- og klovsyge blev i januar konstateret i Tyskland og i marts i Ungarn og Slovakiet. Der konstateres fortsat udbrud i Ungarn og Slovakiet. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
De gør opmærksom på, at sygdommen ikke er farlig for mennesker, men smitter klovbærende dyr, blandt andet får, kvæg, hjorte, geder og grise.

I Slovakiet, Ungarn og Østrig er der oprettet restriktionszoner, hvor der blandt andet er restriktioner på flytning af dyr. Foto: European Commission - Food Safety
Sygdommen er en såkaldt anmeldepligtig sygdom, ikke bare i Danmark men i hele EU. Det betyder, at landmanden skal kontakte sin dyrlæge, hvis han får mistanke om, at dyr på besætningen kan have mund- og klovsyge. I Danmark skal dyrlægen kontakte Fødevarestyrelsen.
Anmeldepligten skyldes ifølge Fødevarestyrelsen, at sygdommen er blandt de mest alvorlige dyresygdomme. Mund- og klovsyge kan være dødelig for dyrene, og selvom syge dyr kan komme sig, vil de ofte have varige mén.
Store økonomiske tab
Mund- og klovsyge er i EU en kategori A sygdom svarende til afrikansk svinepest og højpatogen fugleinfluenza. Det betyder, at hvis en besætning smittes med sygdommen, skal dyrene straks aflives, og der skal oprettes restriktionszoner rundt om besætningen. Derudover skal udbrudsbesætningen rengøres og desinficeres.
Nødvaccination kan anvendes som en del af bekæmpelsesstrategien.
Udbrud af mund- og klovsyge medfører store økonomiske tab for landbruget på grund af tabt mælkeproduktion, misvækst, øget antal aborter og øget dødelighed blandt kalve, lam, kid og smågrise. Desuden må dyr, der har været smittet, ikke bruges til fødevarer.
Fødevarestyrelsen kan afholde udgifter og udbetale erstatning som led i bekæmpelse af mund- og klovsyge i en smittet besætning, herunder ved efterlevelse af de nødvendige påbud blandt andet om aflivning, fjernelse, destruktion eller rengøring. Dette følger af Fødevarestyrelsens erstatningsordning, som er i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.
Begræns smitten
Mund- og klovsyge er meget smitsom og smitter blandt andet via direkte kontakt mellem dyr og gennem luften. En besætning kan også blive smittet via foder og vand og via besøgende på gården som for eksempel ansatte, dyrlæger, landbrugskonsulenter, håndværkere, der kan have smitten på støvler eller udstyr. Smitten kan også spredes via landbrugsmaskiner og lastbiler med videre.
Da smitten spredes så let, opfordrer Fødevarestyrelsen også jægere, vandrere, mountainbikere og andre outdoorturister, der kommer i nærheden af områder med restriktioner som følge af udbrud af mund- og klovsyge i henholdsvis Ungarn og Slovakiet, til at rense deres tøj, støvler og andet udstyr.
Kortet viser, hvilke områder i udlandet der er ramt, og hvor der er zoner med restriktioner på blandt andet flytning af dyr. Fødevarestyrelsen bemærker, at området med restriktioner også rækker ind i Østrig. Det betyder, at Fødevarestyrelsen også opfordrer danske turister i Østrig, til at rense deres udstyr, inden de returnerer til Danmark, hvis de kommer inden for området med restriktioner.
Dyretransporter skal ifølge EU-lovgivningen rengøres og desinficeres hurtigst muligt efter aflæsning af dyrene.