Bestyrelsen i Sektor for Kvæg hos Landbrug & Fødevarer har besluttet at ændre i Kvægerstatningsordningen. Det betyder, at muligheden for at få dækket driftstab ved udbrud af salmonellose samt tab som følge af bluetongue fjernes fra ordningen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Ændringen sker som følge af udviklingen i både besætningsstrukturer og forsikringsmarkedet. Der er i dag mulighed for at tegne privat forsikring mod begge sygdomme gennem de enkelte landmænds egne forsikringsselskaber.

Justering skal afspejle nutidens forsikringsmuligheder

Da ordningen oprindeligt blev etableret for at dække områder uden private forsikringsalternativer, vurderes det hensigtsmæssigt at justere ordningen, så den afspejler den nuværende virkelighed:

- Vi har foretaget en nødvendig tilpasning af kvægerstatningsordningen. Det er positivt, at forsikringsmarkedet nu tilbyder erstatning for sygdomme som salmonellose og bluetongue og giver os muligheden for at målrette ordningen til områder, hvor der fortsat ikke findes private alternativer, udtaler Christian Lund, formand for Sektor for Kvæg, Landbrug & Fødevarer.

Fortsat dækning ved andre alvorlige sygdomme

Ordningen dækker forsat i forbindelse med bekæmpelse af en række andre anmeldepligtige smitsomme sygdomme som eksempelvis Bovin Virus Diarré (BVD) og Infektiøs Bovin Rhinotracheitis (IBR), idet visse tab forårsaget af disse sygdomme, blandt andre, ikke er mulige at få dækket via egen forsikring eller offentlig erstatning.

De danske kvægbrugere opfordres til at kontakte eget forsikringsselskab for at få et overblik over muligheder for dækning af sygdomsrelaterede tab fremover.

Kvægerstatningsordningen – formål og virkemåde

Det er ordningens formål efter nærværende regler:

1. At kunne yde erstatning for tab af kvæg forårsaget af særlige sygdomme i kvægbesætninger samt ved sanering for sygdomme

2. At kunne yde erstatning for driftstab forårsaget af særlige sygdomme i kvægbesætninger

3. At kunne yde erstatning i forbindelse med restriktioner pålagt kvægbesætninger på grund af infektionssygdomme, uønskede stoffer i foder eller lignende

Kilde: Landbrugsinfo

Sygdomme omfattet af Kvægerstatningsordningen

  • Aujeszkys sygdom

  • Bovin Spongiform Encephalopati (BSE)

  • BVD (Bovin Virus Diarre)

  • Brucellose

  • Enzootisk leukose (EBL)

  • Infektion med bovin herpesvirus 1 (IBR/IPV)

  • Lumpy skin disease

  • Miltbrand

  • Mund- og klovsyge

  • Oksebremselarve-invasion

  • Oksens ondartede lungesyge

  • Rabies

  • Rift Valley fever

  • Tuberkulose (bovin og human type)

  • Vesikulær stomatitis

Hvis kvæg angribes af eller pålægges restriktioner som følge af en af disse sygdomme, kan der ydes erstatning, hvis sygdommen resulterer i dyrets død, aflivning eller slagtning tilrådet af dyrlægen for at begrænse sygdomsrisiko og efterfølgende tab. Der kan også ydes erstatning, hvis dyret aflives med henblik på destruktion, og dyrlægen attesterer, at dyret eller dets slagteværdi ikke kan reddes, eller hvis dyret kasseres ved slagtning.

Man skal være opmærksom på særlige bestemmelser for de enkelte sygdomme, som fremgår af sygdomsbilag, der kan findes på Landbrugsinfo.

I tilfælde af tab forårsaget af andre sygdomme hos kvæg eller helt ekstraordinære forhold kan der efter særlig beslutning i L&F, Kvægs bestyrelse ydes erstatning. De generelle betingelser for udbetaling af erstatning skal være opfyldt.

Kilde: Landbrugsinfo

Kvæg