I goldperioden er der fire essentielle punkter, som sætter baren for køernes præstation i den efterfølgende laktation. Det slår kvægrådgiver Kristina Krogh Jensen, Agillix, fast i en nyhed på Agillix’ hjemmeside.

De fire punkter er:

  • Plads ved foderbordet
  • Sammenblanding af dyregrupper
  • Holdskifte
  • Varmestress

Ædepladsens bredde afgørende i sidste del af goldperioden

Kristina Krogh Jensen peger som det første på, at i den sidste del af drægtighedsperioden - cirka tre uger før kælvning - falder foderoptaget hos både goldkoen og den højdrægtige kvie.

En stor ædeplads er derfor afgørende i denne goldperiode, da tørstofoptaget stiger ved øget ædepladsbredde ved foderbordet.

- Det øgede tørstofoptag sætter barren for en højere ydelse i den efterfølgende laktation, lyder det fra kvægrådgiveren.

De danske anbefalinger for ædepladsbredde er henholdsvis 80 centimeter pr. ko for stor race og 75 centimeter for Jersey.

Adskil kælvekvier og goldkøer – markant forskel i tørstofoptag

Forsøg viser ifølge Kristina Krogh Jensen, at det daglige tørstofoptag er 2,5 kg tørstof lavere for kælvekvien, når den er opstaldet sammen med goldkøer i den sidste del af drægtigheden.

Hun konkluderer derfor, at opdeling af kælvekvier og goldkøer i denne periode er afgørende for første kalvs-koens ydelse – og forklarer, at dette blandet andet bunder i, at en første kalvs ko æder væsentligt langsommere end de øvrige køer, da den bruger 3,5 time dagligt, mod tre timer for den øvrige ko.

Undgå hyppige flytninger i goldperioden

Kristina Krogh Jensen understreger desuden, at hyppige flytninger af dyr ind i goldkohold giver uro.

I goldperioden er der ifølge kvægrådgiver Kristina Krogh Jensen, Agillix, fire essentielle punkter, som sætter baren for køernes præstation i den efterfølgende laktation. Arkivfoto: Line Brusgaard

I goldperioden er der ifølge kvægrådgiver Kristina Krogh Jensen, Agillix, fire essentielle punkter, som sætter baren for køernes præstation i den efterfølgende laktation. Arkivfoto: Line Brusgaard

Dyrene vil ifølge kvægrådgiveren typisk bruge to til tre dage på at etablere en ny rangorden, når der er ugentlige sammenblandinger i holdet. Og hun slår fast, at daglige sammenblandinger giver endnu mere uro.

- Så helt optimalt er ugehold at foretrække, siger hun.

Hun henviser til, at der er forsøg, som viser, at mere end to flytninger i goldperioden giver dobbelt så stor risiko for løbedrejning.

Varmestress koster på både ydelse og råmælkskvalitet

En af de faktorer, der i høj grad påvirker ydelsen i laktationen, er ifølge Kristina Krogh Jensen varmestress.

Hun uddyber, at det sker ved, at stressen påvirker udviklingen af de mælkeproducerende celler i goldkoens yver, hvilket har en negativ påvirkning på ydelsen.

En ko ophober varme, når den ligger ned – i gennemsnit 0,5 grader celsius i timen.

- Derfor er det nødvendigt at have fokus på løsninger, der forebygger varmestress i goldperioden. Dertil kommer, at både kvalitet og produktion af råmælk påvirkes negativ ved varmestressede goldkøer, lyder det fra kvægrådgiveren, som tilføjer:

- Kalve fra varmestressede goldkøer har lavere IgG koncentration og en lavere effektivitet i absorptionen. Dermed får de en sværere start på livet sammenlignet med en kalve, der er født af en ko uden påvirkning fra varmestress. Derudover kan årstidsvariationer i produktionen af råmælk relateres til varmestress.

Kvæg