Alt for ofte skyldes uenighed mellem forretningsforbindelser (og i andre sammenhænge) og mange sager ved domstolene, at de aftaler, som indgås, ikke er indgået med tilstrækkelig omhu. Her kommer nogle helt fundamentale gode råd, når man skal indgå aftaler.

For det første skal alle vigtigere aftaler indgås skriftligt. Glem alt om, at en mundtlig aftale er bindende – det kan i praksis sjældent bevises, hvad aftalen egentlig går ud på.

Man skal tænke igennem, hvad der tilsigtes med aftalen. Det er ofte en god idé at beskrive aftalens formål med ord, for eksempel: »Denne aftale indgås, fordi parterne i fællesskab vil … «, eller »parterne ønsker med denne aftale at præcisere vilkårene for … « eller noget i den retning.

Dernæst – for det andet – skal man vide, hvem man indgår aftale med. Hvis man selv eller den anden part for eksempel er et ApS, skal man sikre dokumentation for CVR-nummer, og hvem der faktisk er berettiget til at underskrive bindende for selskabet. Alt dette skal fremgå af aftalen.

Forbehold og tidsfrister

For det tredje skal man være omhyggelig med at beskrive, hvad der egentlig aftales. Parternes forpligtelser skal beskrives, så det også kan forstås af andre end parterne, og det er helt i orden at gå i detaljer. Alt sammen for at undgå efterfølgende tvivl.

For det fjerde: Skriv i et naturligt sprog. Lad være med at gøre det unødvendigt indviklet. Forklar eventuelle fremmedord og vigtige fagudtryk. Hvis den ene eller begge parter har taget forbehold, skal dette fremgå helt præcist samt hvad der kommer til at ske, hvis forbeholdet ikke opfyldes.

For det femte: Hvis der gælder tidsfrister for betalinger eller leveringer, skal dette fremgå – helst med specifikke datoer (og eventuelt klokkeslæt). Belært af corona-tiden kan man overveje at skrive noget om, hvad der skal ske, hvis for eksempel levering forhindres af en pandemi, krig eller anden force majeure.

For det sjette: Vi har i Danmark en betydelig forbrugerbeskyttelse. Pas derfor særligt på aftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende. Ofte er den »svage part« særligt beskyttet af lovgivningen (almindelige lejekontrakter er et godt eksempel).

Opsigelse og bilag

Jeg mener, at man som regel altid skal kunne komme ud af en aftale. Man kan godt aftale en vis uopsigelighed, men normalt bør man indsætte en opsigelsesmulighed med et passende varsel.

Hvis der hører bilag til aftalen (for eksempel tegninger, beløbsmæssige opgørelser eller lignende), skal der refereres hertil i aftalen og bilagene skal hæftes på aftalen.

Og til allersidst: Husk hvis noget går galt, så skal aftalen kunne bruges til at løse en konflikt – måske i retten. Aftalen skal derfor kunne stå alene, det vil sige kunne læses og forstås af udenforstående. Det, der er indlysende for parterne, er ofte ikke så indlysende, når det læses af en advokat eller dommer flere år senere.