Overskud styrtdykket i første kvartal: Lav efterspørgsel og handelsuro rammer traktorgigant
Lav efterspørgsel efter landbrugsmaskiner i Nordamerika, handelsuro og udfordringer i Brasilien pressede indtjeningen i første kvartal, men koncernen fastholder sine forventninger til 2026.

CNH fastholder 2026-forventninger trods faldende indtjening, lav maskinefterspørgsel og global handelsuro. Arkivfoto: Victor Juul Grønbæk
CNH Industrial kom ud af første kvartal 2026 med en omsætning på 3,8 milliarder dollar (28,4 milliarder kroner) – uændret i forhold til samme periode sidste år. Indtjeningen faldt dog markant. Nettoresultatet landede på 10 millioner dollar (74,7 millioner kroner) mod 132 millioner dollar (986,4 millioner kroner) året før.
Selskabet peger på fortsat lav efterspørgsel efter landbrugsmaskiner i Nordamerika, et komplekst handelsmiljø og udfordringer på det brasilianske marked som hovedforklaringer.
- Selvom første kvartal var præget af historisk lav efterspørgsel efter landbrugsmaskiner i Nordamerika, et komplekst handelsmiljø og fortsatte udfordringer i Brasilien, var vores resultater i tråd med forventningerne, siger Gerrit Marx, adm. direktør i CNH Industrial i en pressemeddelelse.
Koncernen har holdt produktionen nede, arbejdet på at reducere lagerbeholdninger hos forhandlerne og fokuseret på omkostningsstyring og effektiviseringer.
CNH vurderer samtidig, at landbrugssektoren nærmer sig bunden af den nuværende konjunkturcyklus.
- Vi vurderer, at branchen bevæger sig gennem den laveste del af den nuværende landbrugscyklus, forudsat at de globale handelsruter forbliver åbne, siger Gerrit Marx.
Trods modvinden fastholder CNH sine forventninger til 2026. Landbrugsdivisionen ventes fortsat at levere en omsætning fra -5 procent til uændret niveau sammenlignet med sidste år, mens den justerede EBIT-margin ventes at lande mellem 4,5 og 5,5 procent.



































