Det er ikke altid nemt, når bundlinjen er bundet op på vejret. For er det ikke for vådt – ja, så er det for tørt. Sådan lyder det fra ØkologiRådgivning Danmark i en rådgiverblog.

Her peger de således på, at tørkeperioder i de senere år har givet store udfordringer for de økologiske mælkeproducenter, når væksten er gået i stå i kløvergræsmarkerne i de områder, hvor det ikke er til at vande.

Nye blandinger kan give håb i tørken

De mener dog, at der kan være håb forude, så fremtiden for de værst ramte måske bliver lidt lysere. ØkologiRådgivning Danmark og VKST Økologi arbejder nemlig sammen om forsøg med mere tørkeresistente blandinger til afgræsning, som kan supplere de klassiske hvidkløver og rajgræs, der normalt fylder køernes vomme. Et forsøg, der er er finansieret af Fonden for Økologisk Landbrug.

- Vi ved jo ikke, hvordan vejret bliver i fremtiden, og det giver rigtig god mening at være forberedt på både det ene og det andet, fortæller Thomas Vang Jørgensen fra ØkologiRådgivning Danmark og uddyber:

- Vi er ved at se på nogle blandinger med rødkløver og lucerne som de bærende arter, suppleret med forskellige urter, og det ser faktisk meget fornuftigt ud. De er mere tørkeresistente, og vi ser stadig fin vækst og god biomasse her i disse tørre tider.

Dybe rødder og ædelyst

Det er ifølge ØkologiRådgivning Danmark ikke tilfældigt, at det er hvidkløver og rajgræs, der har været landmændenes foretrukne til afgræsning – for de understreger, at det også er køernes.

Der er god vækst og masser af ædelyst hos køerne med den klassiske blanding, hvor det ser en anelse værre ud med rødkløver og lucerne.

- Rødkløverens rødder rækker tæt på dobbelt så dybt som hvidkløverens, og lucerne stikker flere meter ned. Det betyder enormt meget i de tørre perioder. Til gengæld er planterne noget grovere i det, og det kan koste på køernes ædelyst. Endelig er der nogle praktiske ting, når det kommer til timing, som er anderledes, siger Thomas Vang Jørgensen og tilføjer:

- Men lige nu tyder det på, at der er et lys for enden af tunnelen for de landmænd, som ikke kan vande deres afgræsningsmarker. Nu skal vi bare lige have forsøget i mål, så vi kan regne på tallene.

Vi ved jo ikke, hvordan vejret bliver i fremtiden, og det giver rigtig god mening at være forberedt på både det ene og det andet

Thomas Vang Jørgensen, planterådgiver, ØkologiRådgivning Danmark

Kvæg