Er dine stalde klar til et besøg af kontrollanter i hvide biler?
Især belægningsgraden er i søgelyset, når Fødevarestyrelsen frem til og med december gennemfører en kontrolkampagne. Men også en række andre forhold skal naturligvis været i orden, lyder det fra KvægrådgivningDanmark.

Især belægningsgraden er i søgelyset, når Fødevarestyrelsen frem til og med december gennemfører en kontrolkampagne. Arkivfoto: Anne Wolfenberg
Er du klar til at få kontrolbesøg?
Sådan lyder spørgsmålet til landets kvægbrugere fra KvægrådgivningDanmark, der er den fælles kvægrådgivning mellem VKST, Velas og Bornholms Landbrug & Fødevarer.
Rådgivningen gør på sin hjemmeside opmærksom på, at Fødevarestyresen frem til og med december gennemfører en kontrolkampagne med fokus på indretningen i staldene.
Ifølge rådgivningen er især belægningsgraden i myndighedernes og kontrollanternes søgelys.
- Hvis du har hold med for mange kalve i forhold til pladsen, så er det nu, at du skal få styr på det, lyder den klare opfordring.
Detaljeret lovgivning
Ifølge KvægrådgivningDanmark vil Fødevarestyrelsen gennemfører sin igangværende kampagne med henblik på at kontrollere, hvorvidt de indretningsmæssige forhold i stalde i slagtekalvebesætninger opfylder gældende lovkrav.
Lovgivningen for afkom af malkekvæg er, pointerer rådgivningen, detaljeret og tager udgangspunkt i at fremme trivsel og velvære ved at angive specifikke krav til ressourcerne i stalden. Indretning af dyrenes nærmiljø – herunder sengebåse, bokse, børster til hudpleje, ædepladser og adgang til vand – har, understreges det, betydning for dyrenes velfærd.
I kampagnen kontrolleres det, om besætninger med slagtekalve og ungdyr overholder regler om for eksempel adgang til at udføre hudpleje, og om der er tilstrækkelige antal drikke- og ædepladser, samt om man opfylder krav om en sengebås pr. dyr i sengebåsestalde.
Nok kapacitet tjekkes
Fødevarestyrelsen vil ifølge KvægrådgivningDanmark også kontrollere, om der er tilstrækkelig kapacitet og tilgængelighed i staldene vedrørende arealkrav og sengebåse.
- Det har afgørende betydning for kalve og ungdyr, at de har mulighed for at udføre normal adfærd som at ligge ned, bevæge sig og lege. Kampagnen vil derfor kontrollere, at der er tilstrækkeligt areal både i enkeltbokse til kalve og i fællesbokse, samt at der er en sengebås pr. dyr at ligge i for sengebåsestalde, skriver KvægrådgivningDanmark på sin hjemmeside.
Her pointeres det også, at det har afgørende betydning for kalve og ungdyr, at der er tilstrækkeligt foderplads til alle, særligt hvis de fodres restriktivt. Kampagnen fra myndighederne vil derfor kontrollere, at der er den nødvendige foderplads i forhold til management.
Kontrol af adgang til vand
Med hensyn til vand er det ifølge KvægrådgivningDanmark af helt afgørende betydning for dyrenes velfærd, sundhed og normalfysiologi, at de til alle tider har mulighed for at drikke vand. Derfor vil myndighederne kontrollere, at dyrene har den nødvendige adgang til vand.
Og rettes blikket mod mælkefodrede kalve, vil man kontrollere dyrenes adfærdsmæssigt og fysiologisk behov for at sutte, som skal opfyldes ved at have adgang til en sut ved mælkefodring og i de følgende 20 minutter. Kampagnen vil derfor kontrollere, at der er tilstrækkeligt antal sutter tilgængelige.
Ifølge reglerne skal alle kalve og ungdyr have mulighed for at udøve hudpleje, også på steder, hvor de ikke selv kan nå på kroppen. Får man kontrolbesøg, undersøger myndighederne derfor, om kalve og ungdyr opstaldet i flokke på tre eller flere har adgang til børste, klømåtte eller anden form for hudplejeaggregat.
Endelig pointeres det, at modtageafsnittet skal være med til at sikre god sundhed blandt kalvene. Derfor kontrolleres det, om besætningen har et egnet modtageafsnit.








































