Slagtning kører i mange dage i julen
Danish Crown Beef planlægger slagteaktiviteten tæt for at sikre levering til nytår og en stærk start på det nye år.

Ugens kreaturnoteringer i Danish Crown er uændrede for alle kategorier. På grund af helligdagene gælder noteringen både for uge 52 og uge 1. Foto: Red Star Photo
Der bliver slagtet kreaturer alle dage op til jul og til og med den 23. december hos Danish Crown Beef. Mellem jul og nytår genoptages slagtningen den 28. december og fortsætter til og med den 30. december. Efter nytår startes der igen op på fuld kapacitet fra den 5. januar.
Det meddeler koncernen i et nyhedsbrev, hvor det også fremgår, at ugens kreaturnoteringer er uændrede for alle kategorier. På grund af helligdagene gælder noteringen både for uge 52 og uge 1. Næste fastsættelse sker fredag den 2. januar.
Planlægning er afgørende
Den seneste uge har været den sidste fulde slagteuge inden julens helligdage sætter slagtningen i store dele af Europa på pause. Derfor har planlægning haft høj prioritet i Danish Crown Beef for at sikre stabile leverancer omkring nytår og i starten af januar.
- Lige nu er mønstret helt traditionelt. Det er grisen, der fylder mest i detailhandlen i Danmark, men bag linjerne løbes der enormt stærkt i hele Danish Crown Beef for at sikre, at vi kan levere de mængder af højkvalitetsudskæringer, der efterspørges til nytår. Samtidig skal vi også være klar, når kalenderåret vender, januar er også lig med store mængder Burger Boost til nytårstømmermændene og hakket oksekød efter en lang periode med gris, så der knokles igennem på fabrikkerne for at levere lige i øjeblikket, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
God eksport-efterspørgsel
Efterspørgslen fra Sydeuropa er også solid i denne periode, hvor okse- og kalvekød har højsæson.
- Der er fuld damp på kedlerne, når det kommer til kalvekødet til Grækenland. Fra Spanien og Italien er der også god efterspørgsel på varer med ben, så generelt står vi godt. Der vil altid være nogle udskæringer, der hænger i bremsen, og dem skal vi sørge for, at vi ikke trækker med over julen, siger Henning Sønnichsen.
Pres på kapaciteten
Tilmeldingen til den indeværende uge har været stor. På trods af øget kapacitet har det været nødvendigt at udsætte en pulje dyr ved ugens udgang. Der slagtes igen på øget kapacitet i begyndelsen af den kommende uge, men også her vil der være behov for at udsætte enkelte dyr i forbindelse med helligdagene.





































