Velas lander 60,5 millioner kroner ud af 65 millioner kroner ansøgt i tilskud til modernisering af kvægstalde.
Landbrugsstyrelsen har nu givet tilsagn og afslag til alle ansøgere, som har søgt tilskud via ordningen »Modernisering af kvægstalde 2020«. Ordningen har til formål at reducere miljøpåvirkningen fra kvægsektoren samt at styrke bedrifternes levedygtighed, produktivitet og ressourceeffektivitet.
Der var oprindeligt afsat 85 millioner kroner til puljen, men de mange ansøgere gjorde, at man afsatte yderligere 165 millioner kroner, så den samlede pulje blev på 250 millioner kroner.
Hos Velas har man haft succes med at hente tilskud til kvægstald hjem. Rådgivningsvirksomheden endte med at ansøge om 65 millioner kroner i tilskud, og efter endt behandling er resultatet tilsagn på i alt 60,5 millioner kroner i støtte til kommende byggerier. Det svarer til, at 93 procent af de søgte har fået positivt tilsagn. Det samlede tilsagnsbeløb på 60,5 millioner kroner svarer til godt 24 procent af hele den samlede pulje på landsplan.
Husk nu alle tilladelser
- Det er et rigtig flot resultat, og vi er meget glade for, at så mange har fået tilsagn om støtte, siger Anja Juul Freudendal, der er chefkonsulent i Velas Byg.
Hun fremhæver samtidig, at kunderne skal huske at have alle tilladelser på plads inden projektstart – og ikke mindst overholde de vilkår, der opstilles i tilsagn.
- Husk for eksempel at søge udsættelse på projektet, hvis du ikke kan nå det inden for perioden, eller hvis du ønsker en projektændring. Det er vigtigt, at en forlængelse eller ændring søges på forhånd, siger Anja Juul Freudendal og oplyser, at hun og teamet selvfølgelig gerne hjælper med både miljø, byggeri og behandling af tilskud.