Dyrlæge Peter Raundal, Seges, giver på landbrugsinfo.dk sine bedste råd til kvægbrugerne i deres kamp for at komme klovlidelser til livs.

- De skal vide, at det kræver systematik og rygrad at forbedre klovsundheden. Det kan godt være, at der går op til et år, før man har styr på klovsundheden, hvis man er hårdt ramt. Og i den tid er det altså med at holde gejsten oppe og blive ved med for eksempel at vaske klovene systematisk, hvis det er digital dermatitis, man bøvler med, siger han.

Dyrlægens råd bakkes op af statistikken, som fortæller, at digital dermatitis topper i april og juni – perioder hvor systematik og vedholdenhed har svære kår, fordi der er travlt i marken, og der holdes sommerferie.

- Det kunne godt tyde på, at indsatsen mod klovlidelser mange steder er sådan noget, der bliver gjort, når der er tid til det. Og det er synd, for så får man altså ikke den fulde effekt, siger han.

Gode til yversundhed

Ifølge Peter Raundal vil det være en god hjælp i kampen mod klovlidelser at betragte klovsundhed på samme måde, som man betragter yversundhed, hvor de danske landmænd er både konsekvente og skrider hurtigt til handling.

- Hvis man som kvægbruger betragter halthed på samme måde som yverbetændelse, altså som noget, der altid ligger i baghovedet, og som man reagerer på, straks man ser det, vil man komme rigtig langt. Jeg ved godt, at det er en stor opgave, men jo bedre, man er til at udvise rettidig omhu, jo lettere får man altså ved at få koen godt gående igen, siger Peter Raundal.

For at komme dertil anbefaler dyrlægen, at man lærer at vurdere køerne ud fra en halthedsskala.

På den måde bliver man selv dygtigere til at vurdere, hvad der skal ske med de halte køer, mens man også hurtigere spotter de halte dyr, når det ligger i ens bevidsthed.

- Og jo før man opdager og behandler en halt ko, jo hurtigere kommer den sig, konstaterer han.

Desuden anbefaler Peter Raundal, at man stiller krav til sin rådgivning om at få kvalificeret hjælp, hvis klovlidelser og halthed er et problem i besætningen.

- De skal vide, at det kræver systematik og rygrad at forbedre klovsundheden. Det kan godt være, at der går op til et år, før man har styr på klovsundheden, hvis man er hårdt ramt. Og i den tid er det altså med at holde gejsten oppe og blive ved med for eksempel at vaske klovene systematisk, hvis det er digital dermatitis, man bøvler med.

Dyrlæge Peter Raundal, Seges

Kvæg