Indsendt af Jens Holm Danielsen, Støvring
Det er formanden for Blonde d'Aquitaine i Danmark, der har bedt mig om at skrive lidt om Kimbrerskuet 2021, set med mine »Blonde Øjne«.
Stort fremmøde, fantastiske dyr og en lige så fantastisk dommer.
Bert Groen gjorde et virkeligt godt og professionelt arbejde, ganske som forventet. Iklædt en hvid skjorte med navnet F.I.E.B.A., Judge broderet på. Det beviser, at han for nogle år siden deltog i et arrangement, hvor de forskellige blondeforeninger kunne indstille en person, der kunne opnå den betegnelse og derfor kan bedømme blonderacen på skuer over hele kloden. Det var en stor fornøjelse at høre de faglige begrundelser for hvert enkelt dyrs placering. Kort og kontant og ingen tvivl om begrundelserne for dyrenes placering.
Kun Charolais-racen overgik i antal af dyr blonderne, der med 28 tilmeldte dyr slog de øvrige racer. Bestyrelsen for foreningen havde virkelig gjort en stor indsats for at animere medlemmerne til at udstille. Det lykkedes til fulde.
De enkelte grupper
Kvaliteten kan på ingen måde diskuteres. Det understreges af, at på nær et enkelt dyr blev alle tildelt 23 point. I sig selv et resultat, som jeg ikke tror, at racen tidligere har præsteret. Under konkurrencen om ærespræmier valgte dommeren med god grund at tildele tre dyr hele 24 point, ganske usædvanligt
Tyrene
Fem tyre var mødt frem. Alle dyr viste en fremragende karakter. Tre af tyrene var pollede. Dejligt at se, at denne type nu er ved at bide sig fast efter nogle år, hvor et godt og gennemført avlsarbejde nu viser sig at give det ønskede resultat.
Lad mig fremhæve en enkelt tyr. Bac Jacco Du Moulin, som var udstillet af Hendry Pool, men mon ikke at Svend Åge Hansen har en ejerdel i tyren. Tyren blev fuldt fortjent tildelt ærespræmie og 24 point. Tyren er tillagt i en meget velkendt besætning i Holland, navet er Speekenbrink, det siger flere noget. Jacco er ekstrem smuk og velbygget. En lige og meget velbåren ryg, fortrinlig forpart og et bredt kryds med særdeles god lårmuskulatur. Så vidt jeg har erfaret, er tyren til salg. Men som ofte holder man sig tilbage. Kvalitet skal koste, men giver også den retning, som racen skal udvikle sig efter.
Kvierne
16 kvier mødte frem til bedømmelse. Det skal her tilføjes, at der på skuet var udstillet flere dyr, som kom fra yngre ejere. Det tegner bestemt godt for racens fremtid. De velkendte besætninger fra Svend Åge Hansen, Klarup og Erik Poulsen, Arden, gik flere gange igen i disse dyr. De to besætninger, og deres ejere, kan bestemt være stolte over deres mangeårige arbejde med denne fortrinlige race.
To kvier blev tildelt ærespræmie. Engsig Ruth P ET fra Niels Nielsen, Engsig Blonde fik 23 point og en af ærespræmierne.
En Dahl Paris kvie fra Jacob Dahl fik 24 point og måtte derfor tildeles titlen som bedste kvie. Kviens mor er den ganske kendte ko fra Erik Poulsen; GG Feta. Alle kvier var fantastiske dyr. Elegance, harmoni, særdeles høj lemmekvalitet og god muskulatur. Jeg bemærkede, at dommeren lagde en vis vægt på dyrenes kulør, hvor den lysegule kulør og en hud af meget fin og elastisk kvalitet, flere gange var afgørende for dyrets placering.
Køerne
Otte køer over fire år, heraf tre med kalve og fire køer under fire år, dog uden kalve, var mødt frem til bedømmelse. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg altid har syntes, at blondedyrene blev ved med at udvikle sig positiv med alderen. Det var bestemt også synligt her. To ærespræmier blev uddelt. En af disse tilfaldt en Bac Jacco Du Moulin-datter fra Jens Jørn Andersen, Seem. Koens mor hedder Nygaarden Blondine. Så her er vi afstamningsmæssigt tilbage til Svend Åge Hansen, der igennem sit liv har haft en stor interesse og ekspertise indenfor kvægavl. Koen præsenterede sig godt, størrelse, muskelfylde, en rigtig kulør fremviste den. Den slog med finesse to køer fra Jacob Dahl, Sulsted. De to køer var begge efter den franske tyr Horfe, som vi mange gange har set afkom efter i Frankrig, virkelig gode køer. Begge med mødrene afstamning fra Erik Poulsen.
I ældste hold køer blev fløjen tildelt GG Fonda, som på traditionelt vis indtog pladsen med stor sikkerhed. Denne ko har virkelig været med til at markedsføre familien Poulsens dyr. I andet led finder man den legendariske ko GG Ninka, som i sin tid blev købt på et fransk landsskue. Åh ja, alle disse glade minder om en svunden tid. Koen fik naturligvis de sædvanlige 24 point.
Afsluttende
Dagen sluttede blandt andet med besætningskonkurrencerne. Både Jacob Dahl og Erik Poulsen deltog med hver deres gruppe. Grupperne var særdeles gode, og de deltog i én skarp konkurrence, og begge gik videre fra de indledende heats, men måtte forlade finalen med en pæn midter-placering.
Jeg kørte meget glad hjem og tænkte på de mange oplevelser, som jeg igennem et længere liv har haft som sekretær for foreningen. Noget har da lykkedes, meget kan fremover nås.






































