Malkerobotten måler brunst og drægtighed
Overvågningen af reproduktion hos de 140 køer på Lundsbjerggaard klarer de to DeLaval malkerobotter.

Alle informationer om mælkeydelse, brunst, drægtighed og andre oplysninger om den enkelte kos adfærd og tilstand opfanger Lundbjerggaards to nye DeLaval robotter under malkningen.
Den nye DeLaval VMS V310 malkerobot, som ved et »åben stald-arrangement« forleden blev vist frem for mange interesserede mælkeproducenter hos Otto og Jesper Waskiw Pedersen, Lundsbjerggaard ved Veflinge, kan meget mere end malke køerne automatisk og måle den aktuelle mælkeydelse.
Den kan også fortælle, om koen, der malkes, er på vej til at komme brunst, eller om en ko er drægtig.
DeLaval RePro, som er navnet på dette unikke reproduktionsstyringssystem, blev lanceret med de nye V310-robotter i 2019. Det kan med teknologien, som er baseret på aflæsning af progesteronniveauet i mælken under malkningen, dermed separere de pågældende køer til inseminering og erstatte drægtighedskontrollen.
Erstatter inseminøren
- Det er et super værktøj, som giver overblik over reproduktionen. Vi får melding om brunst to-tre dage forinden, ligesom systemet kan indikere unormal reproduktionscyklus, tidlige aborter og endda stille brunst, fortæller Jesper Waskiw Pedersen, som nu har godt halvandet års erfaring med RePro-systemet i stalden med de 140 jerseykøer.
- Hvis der er uregelmæssigheder, får vi en alarm på skærmen, så der er mulighed for at handle i god tid. Systemet er så sikkert, at vi nu ikke længere bruger inseminøren til drægtighedskontrol.
Markedsansvarlige Anders Brandstrup var blandt repræsentanterne fra DeLaval i stalden på Lundsbjerggaard, som var et blandt i alt fem af disse åben stald-arrangementer landet over. Overfor de fremmødte kunne han blandt andet fremhæve, at DeLaval-robotterne måler både mælkeydelse og kvaliteten på hver enkelt patte.
Overvågning
Forinden bliver patterne enkeltvis rengjort og stimuleret, og formælken udskilles.
3D-kameraet på robotarmen sørger for, at PureFlow pattekopperne påsættes meget hurtigt og uden missere. Ifølge DeLaval er påsætningstiden øget med 50 procent i forhold til de ældre Classic-modeller. Efter malkningen rengøres pattekopper og kameraet automatisk, inden næste ko tager plads i malkerobotten.
Alle informationer, analyser og rapporter fra VMS-robotter kan aflæses på gårdens pc, men også trådløst på smartphone med DeLaval InControl overvågningsværktøjet.

DeLaval VMS V310 malkerobotterne har en 50 procent hurtigere påsætningstid end de foregående modeller. Det sørger 3D-kameraet på robotarmen for.