Brødrepar så muligheder i at overtage deres forældres økologiske ejendom i det sønderjyske. Og de vidste, at de kunne tjene penge fra dag ét.
I et smukt bakket terræn med udsigt til Sønderborg Bugt ved Broager ligger Stensigmose I/S. Her har de to brødre Rasmus og Jesper Lehmann drevet gården siden 2020, hvor de indgik et generationsskifte med deres forældre.
Bedriftens størrelse er med sine 108 årskøer og knap 150 hektar noget under gennemsnittet.
- Men vi vidste, at vi overtog en forretning, der gav penge, påpeger Jesper Lehmann.