Det var til stående applaus, guldglimmer og sangen »The Best«, at Janni Petersen vandt titlen »Årets kvægelev 2022« i forbindelse med årets Kvægkongres forleden.

Jannie er 18 år gammel og elev ved Gert Hansen, Brunsminde ved Give, som har indstillet hende til prisen sammen med Grindsted Landbrugsskole.

- Vi har indstillet Jannie som årets kvægelev, fordi hun har et engagement lidt ud over det, vi har set før. Hun er faglig dygtig og springer ikke over, hvor gærdet er lavest. Hun har helt sikkert givet vores køer et løft, lød det fra indstillingen, som blev læst op på scenen af formanden for Landbrug & Fødevarer Kvæg, Christian Lund.

Dygtig og innovativ repræsentant for racen

Jannie Petersen har været praktikant ved Gert Hansen i tre år.

- Det er tydeligt, at Jannie er en dygtig og en innovativ repræsentant for kvægerhvervet. Hun ser sig selv som en, der bidrager til at producerer danske kvalitetsfødevarer. Jannie udviser stor nysgerrighed for hele kvægerhvervet. Hun kender ikke alle områder endnu, men hun har trods sin unge alder allerede ansvaret for bedriften, når andre holder ferier. Hun er den type elev, som vi er taknemmelige for at have i vores erhverv, lød det.

Drømmer om at blive selvstændig

Jannie Petersen er født og opvokset på en kvæggård, og derfor har vejen til landbrugsskole været naturligt for hende.

Hun drømmer da også selv om at blive selvstændig mælkeproducent. Men først gælder efter landmandsuddannelsen, en overbygning som produktionsleder, ud at arbejde, lære nyt og ud at rejse.

- Jeg skal ud at opleve verden, og så skal jeg være selvstændig, det skal jeg, fortalte Jannie Petersen.

De to andre nominerede var Emil Boye Alfatsen, elev ved Tine og Henrik Terkelsen, Guldbjerg, og Jonas Lindbøg Nielsen, elev ved René Rødkær, Asaa. De modtog begge 2.000 kroner, mens Jannie Petersen modtog 6.000 kroner og en omgang pizza til alle kollegaerne.

Kvæg