- Stemningen i foodservice er stadig positiv og vejret gør det ikke ringere. Der kommer pænt med ordrer og fornuftig fremgang på dén front, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Mens majsolen så småt melder om sommerens komme, fortsætter salget af oksekød op. Herhjemme holder forbruget sig på et pænt, stabilt niveau, hvor grillprodukterne – som i de foregående uger – er blandt de store trækplastre i supermarkedernes kølediske. Det skriver Danish Crown fredag i deres ugentlige markedsberetning om kvægnoteringen.
Det får virksomheden til i den kommende uge at øge noteringen på Dansk Kalv i vægtklasserne 210 og 250 kg med 60 øre/kg til henholdsvis 34,85 kroner pr. kg og 35,60 kroner pr. kg, mens afregningen for alle øvrige kategorier øges med 30 øre pr. kg.
- Kigger vi på tilbudsaviserne, er vores produkter meget pænt repræsenteret, og generelt fortsætter efterspørgslen herhjemme med at lægge på et flot niveau. Det er både på de almindelige udskæringer og bøffer, mens også de forædlede produkter fra Sdr. Felding såsom Burger Boost gør det rigtig pænt, lyder det fra Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
- Samtidig er stemningen i foodservice stadig positiv og vejret gør det ikke ringere. Der kommer pænt med ordrer og fornuftig fremgang på dén front. Vi går pænt frem på mængderne i april, så selvom foodservice kommer fra et lavt niveau, tegner det til at blive en rigtig god sommer, tilføjer han.
Mindre udfordringer
Der er dog også mindre udfordringer i eksporten, lyder det fra Henning Sønnichsen.
- Ser vi mod vest, presser især de brasilianske producenter på i det amerikanske marked, uden at det dog ødelægger noget for os. Til gengæld er der ved at opstå en lettere presset situation i øst, fortæller Henning Sønnichsen og uddyber:
- Handlen med landene i østen er en smule udfordret på grund af de varestrømme, der lige nu sættes på pause – blandt andet på grund af de hundredevis af containerskibe, som afventer losning ud til Kina. Det sætter hele infrastrukturen i regionen under pres, da skibene omdirigeres til andre destinationer, som ikke har de samme udfordringer eller restriktioner som Kina på nuværende tidspunkt. Når det er sagt, er der stadig en god appetit på vores produkter østpå, siger han.
Driften på Danish Crowns slagterier er forløbet tilfredsstillende og stabilt i uge 18. Danish Crown Beef forventer derfor, at der vil være slagtet op til uge 20.