Bekymring og undren over stigende gebyrer fra styrelse

Flere voldsomme gebyrstigninger er varslet eksportbranchen, der mangler svar på hvordan de mange millioner bliver brugt af Fødevarestyrelsen, lyder kritikken fra SamMark, der er en fællesorganisation for kreaturhandlere i Danmark.

I en nyligt fremlagt høring om udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.m. varsler Fødevarestyrelsen yderligere gebyrstigninger for eksportbranchen.

Og det vækker bekymring og undren hos SamMark, der er en fællesorganisation for kreaturhandlere i Danmark.

- Gebyrstigninger, der primært er et resultat af Fødevarestyrelsens mange kontroller mod erhvervet. I eksportbranchen ser man med stor alvor på, at der endnu engang varsles gebyrstigninger for et erhverv, der allerede har været udsat for store og løbende gebyrstigninger i en lang årrække, lyder det i en pressemeddelelse fra Sammark.

- I høringsbrevet fra Fødevarestyrelsen fremgår det, at branchen pålægges yderligere gebyrstigninger for 4,2 millioner kroner. Dette træder i kraft den 1. juli 2022. Fra SamMarks side er vi rystede over, at eksportbranchen endnu engang skal pålægges ekstra udgifter til kontrol. I de seneste mange år er branchen udelukkende blevet mødt med flere og dyrere kontroller, flere gebyrer og større mistillid. Det mener jeg er respektløst overfor en branche, hvor langt størstedelen lever op til alle regler for god og ordentlig dyrevelfærd, siger Lisbet Hommelhoff, sekretariatschef i SamMark, der er en fællesorganisation for kreaturhandlere i Danmark.

Ifølge SamMark har Fødevarestyrelsen helt konkret varslet over 10 gebyrstigninger. Eksempelvis vil en aflyst rekvireret kontrol fra Fødevarestyrelsen medføre et gebyr på hele 7.059 kroner fra 1. juli.

Til sammenligning har gebyret hidtil været på 6.085 kroner. Det fremgår ligeledes, at prisen for en kontrol, der påbegyndes udenfor normal arbejdstid, stiger fra 5.768 kroner til 7.323 kroner Dette er blot få eksempler af mange – og det foruroliger branchen, der i forvejen har svært ved at gennemskue gebyrstigningerne.

- På trods af adskillige forsøg er det endnu ikke lykkedes SamMark at få svar på, hvad disse løbende,

store gebyrstigninger helt konkret går til. Dette anser vi som en stor transparens-udfordring for Fødevarestyrelsen. Det må være et minimumskrav, at branchen kan få en redegørelse for, hvad disse forhøjede gebyrer dækker over, slutter Lisbet Hommelhoff.

Læs også