Er etablering af mælkeproduktion i lejede stalde en oplagt mulighed frem for at etablere sig på traditionel vis?

»Ja«, slog Gerbrig Postma, mælkeproducent, Estrupgård fast, da hun på Kvægkongressen i maj videregav sine erfaringer med at starte mælkeproduktion uden at have egen gård.

Sammen med kæresten, Arne B. Thomsen, driver Gerbrig Postma kvæggården, Estrupgård, i Himmerland med 150 årskøer på traditionel vis – eneste forskel fra mange andre mælkeproducenter er, at de ikke selv ejer bygningerne.

- Vi er lige så meget selvstændige som alle andre, understregede Gerbrig Postma.

Arne B. Thomsen havde i forvejen en ejendom på 23 hektar med slagtekalve, som nu – både jord og bygninger – er lejet ud.

Estrupgård fik Gerbrig Postma kendskab til gennem sit job som inseminør hos VikingDanmark. Det var en ejendom, hvor ejerne hidtil havde malket køer på, men det skulle så ophøre.

- Vi kontaktede Kærgaard I/S og spurgte, hvad planen var med ejendommen. Vi vidste, hvem de var, men havde ellers ikke yderligere kendskab til dem, fortalte Gerbrig Postma.

De fik en aftale i stand, og fra marts 2021 blev der igen malket køer på Estrupgård.

Gennemarbejdet budget er vigtigt

Af de erfaringer parret har gjort sig i forbindelse med etableringen af mælkeproduktionen på Estrupgård, er det især et gennemarbejdet budget, som de anbefaler andre også at have styr på, hvis de går med samme tanker.

- Vi brugte rigtig meget tid på budgettet og lavede det i samarbejde med landboforeningerne. Vi regnede på, hvordan og hvorledes – og vi var meget realistiske, forklarede Gerbrig Postma og tilføjede:

- Vi vendte ejendommen på hovedet, så vi lærte ejendommen og alle kroge og hjørne godt at kende, så der ikke var noget, der kom bag på os, da vi var kommet i gang.

En anden ting, Gebrig Postma pegede på som meget vigtigt, var en gennemarbejdet lejekontrakt, så der ikke kommer noget, der bliver træls senere hen.

- Det er noget, man skal bruge god tid på, understregede hun og fortsatte:

- Og så skal man gøre op med sig selv, hvorfor det er, at man gerne vil leje.

Når man lejer, er der ifølge Gerbrig Postma nogle andre muligheder, men man skal også være sikker, at man vil det.

- Man skal ikke bare gøre det for at gøre noget – man skal have en plan med det, fastslog hun.

Grunden til, at Gerbrig Postma og Arne B. Thomsen valgte denne løsning, var for at komme i gang, prøve sig selv af og bygge noget kapital op.

- Vi har valgt at leje i fem år for ikke at være bundet i for lang tid, men det kan sagtens være, at vi forlænger, når perioden er gået, sagde Gerbrig Postma.

Fokus på køerne – ikke andet

- Vi er kommet i gang på en mindre kapital – og det er nemmere at låne, når man kun skal låne fem millioner, sagde Gerbrig Postma og fortsatte:

- Vi har lånt to millioner for at komme i gang, men man skal altid låne lidt ekstra, end hvad man har budgetteret med, for der kommer altid noget uforudsigeligt lige pludseligt.

Hun lagde vægt på, at de har en god sammenhæng mellem indtjening og gæld samt de aktiver, de har på ejendommen.

Lånet blev brugt til indkøb af besætning og blandt andet nye madrasser til sengebåsene. Foderblander og en minilæsser er leaset.

- Traktoren havde Arne i forvejen, så vi har ikke investeret helt vildt for at komme i gang. Vi har bare lige de maskiner, vi har brug for, sagde Gerbrig Postma og tilføjede:

- Vi kører »low cost« og så simpelt som muligt, fortalte Gerbrig Postma.

Alt indvendigt vedligehold står parret for, mens udlejer står for det udvendige.

Gerbrig Postma fremhævede yderligere en fordel ved at leje, nemlig at de har mere fokus på køerne frem for alt muligt andet. Der er således både grovfoder- og gylleaftaler på ejendommen.

- Vi skal ikke pludselig snitte eller alt muligt andet. Vi skal kun koncentrere os om at malke køerne og passe dem, påpegede hun og tilføjede:

- Det er også, der pengene skal tjenes, og hvor vi skal lægge vores energi.

Når man lejer, giver det mere frihed, fordi man ikke binder sig så hårdt.

- Det er aldrig til at vide, hvad der sker, og vi har et halvt års opsigelse på stalden, så vi kan hurtigt sadle om til noget andet, understregede Gerbrig Postma.