Fødevarestyrelsen vil igen kontrollere malkekøernes klove

De kommende måneder kontrollerer Fødevarestyrelsen malkekøernes klovsundhed, og om de får den behandling, de skal have.

Da Fødevarestyrelsen undersøgte klovsundhed hos malkekøer i 2015, overholdt 28 procent af landmændene ikke reglerne om dyrevelfærd.

I en ny kontrolkampagne vil de nu undersøge, om landmændene er blevet bedre til at tage sig af klovlidelser. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Vi ved, at lidelser i køernes klove er smertefulde og påvirker trivsel og velfærd. Derfor er det vigtigt, at den enkelte landmand holder øje med dyrene og samarbejder med sin dyrlæge om behandlingen af lidelser, siger Christian Strøyer, enhedschef i Fødevarestyrelsen.

Kigger på dyrenes bevægelse og adfærd

Landmanden har ifølge dyrevelfærdsloven pligt til at overvåge sundhed også i kvægets klove og at sætte en behandling i gang, når der opstår klovlidelser.

Fødevarestyrelsen peger på, at der er god fornuft og økonomi i at have fokus på klovsundhed, for dårlige klove påvirker dyrets appetit og ydelse.

- Vi undersøger klovsundhed blandt andet ved at se på, hvordan dyrene bevæger sig rundt, og om de har en sund og naturlig adfærd, forklarer Christian Strøyer og fortsætter:

- Vi kontrollerer også, om landmanden gennemfører mindst to årlige kloveftersyn, samt hvilken behandling og medicin de syge dyr har fået.

Kontrolkampagnen varer fra 1. september til og med november og omfatter besætninger med malkekvæg både inde og ude.

Fakta om kontrolkontrolkampagnen

Fødevarestyrelsen vurderer og kontroller:

  • Omfanget af halte køer i besætningerne
  • Beskæring af klove, det skal udføres efter behov
  • Behandling af halte køer, medicinering og eventuel opstaldning i sygeboks
  • Adgang til udstyr, som er nødvendigt for at kunne undersøge og behandle klove
  • Kloveftersyn to gange om året, hvoraf mindst ét bliver foretaget af en dyrlæge eller ekstern klovbeskærer
  • Medicinering. Fødevarestyrelsen kontrollerer, om dyrlægens anvisninger er blevet fulgt og behandlingen registreret ​

Læs også