Økodag blev igen i år en kæmpe succes.
Hele 140.000 mennesker besøgte en af de 45 værtsgårde til den 19. udgave af Økodag, hvor de økologiske køer, præcis klokken 12, blev lukket ud på græs.
- På Økodag fejrer vi dyrevelfærden med hele Danmark, og så hylder vi koen og dens betydning for biodiversiteten og naturen. Og jeg skal da lige love for, at der var mange, der ville deltage i den fest. Jeg er helt overvældet over det flotte besøgstal, som vi igen i år kan mønstre. Det er helt enestående, siger Økologisk Landsforenings forperson Louise Køster til foreningens hjemmeside.
Deltagerantallet var tæt på det samme som sidste år, hvilket også var forhåbningen forud for Økodag.
- Igen i år har vi haft et billetsystem, så vi ved, hvor mange deltagere, der er på de enkelte gårde. Det har vi gjort for at sikre, at gæsterne får en god oplevelse. Det er vi lykkes med. Og med et par værtsgårde mere på plakaten i år havde vi håbet på et deltagerantal i nærheden af sidste år. Det nåede vi. Alt i alt betragter vi dagen som en stor succes, siger Louise Køster.
Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og de økologiske mejerier Arla, Thise, Naturmælk, Øllingegaard, Them og Gläserne Meierei.
Økodags 20-års jubilæum bliver afholdt den 14. april 2024.
720 køer blev nøje fulgt af omkring 5.000 besøgende på Østermarksgården ved Havndal. Foto: Fra Østermarksgårdens Facebookside, Ina Malchow Kihl-Plambek
720 køer og 5.000 besøgende
Også på Østermarksgården i Havndal blev stedets økokøer lukket på græs præcis klokken 12.00. Det skete hos Mette og Anders, der har 720 køer af forskellig race.
Østermarksgården har været økologisk siden 1997, og der drives i dag omkring 1.400 hektar. Stedet har omkring 25 ansatte, som hjælper til både i stalden og i marken.
Omkring 5.000 mennesker lagde vejen forbi for at se køerne komme på græs.
Familien og alle deres hjælpere åbnede dørene for Økodag for 8. gang.
Foto: Fra Østermarksgårdens Facebookside, Ina Malchow Kihl-Plambek
Ved Skive kunne godt 200 jerseykøer løbe ud i solskinnet. Foto: Fjordland
Jerseykøer i Skive
På Hagens Mølle ved Skive havde Lene og Michael Bisgård inviteret til Økodag for tredje gang. Stedet rummer 220 jerseykøer, som blev lukket på græs, mens omkring 3.000 mennesker fulgte med på sidelinjen.
Her havde Thise Mejeri sørget for smagsprøver på både mælk og ost, og de mange besøgende kunne prøve alverdens aktiviteter dagen igennem.
Foto: Fjordland
Søndervang i Himmerland lukkede også deres økokøer ud. Foto: Agri Nord
115 køer i Arden
En af de 45 besætninger, som slog stalddøren op til Økodag, var hos Torkil Pedersen. Han og hustruen Dorte har en økologisk mælkeproduktion ved Arden i Himmerland.
Ejendommen hedder Søndervang og rummer 115 malkekøer.
Parret har været økologer siden 2008 og havde på Økodagen besøg af 100 mennesker. Man skulle i år, ligesom sidste år, bestille en billet, for at kunne deltage i Økodag. Billetterne var gratis, og her havde Dorte og Torkil valgt at lade 100 mennesker kigge forbi for at kunne give alle en rigtig god oplevelse.