Klovene var i fokus ved international konference
Klovbeskærere fra 23 lande satte hinanden stævne ved en stor international konference for at hente inspiration til behandling af køernes klove.

Der blev delt masser af inspiration til de mange deltagere på konferencen.
Behandlingen af klovene er vigtig for køernes velbefindende og dermed produktion af mælk, og blandt klovbeskærere, dyrlæger og forskere rundt i verden er interessen for at dygtiggøre sig stor.
Det fik KVK Hydra Klov, der er en del af Granly Gruppen med hovedsæde i Esbjerg, forleden bekræftet, da firmaet for femte gang inviterede til international klovkonference på Hotel Legoland i Billund.
- Vi har sat rekord med 228 deltagere fra 23 forskellige lande, så det er bare dejligt, sagde administrerende direktør, Palle Fjord Thomsen.
Som juleaften
Der var naturligvis mange danskere og europæere blandt deltagerne, men der var også klovbeskærere fra blandt adnet Japan, Kina, Canada og USA.
- Vi har selvfølgelig talt meget med deltagerne, og det er glædeligt, når en deltager siger, at det er som en juleaften at komme til konferencen her i Danmark, fortsatte Palle Fjord Thomsen.
Ny inspiration
Nogle klovbeskærere har deltaget i alle fem konferencer. En af dem er Igal Moshav fra Glejbjerg, og hans melding var klar:
- Med 30 års erfaring er jeg altid spændt på konferencen, om der er noget nyt, men jeg kommer altid hjem med ny inspiration, så jeg deltager selvfølgelig, noterede Igal Moshav.
Faglig viden på tværs
Konferencen bød på blandt andet ren teori, hvor der blev lyttet, men der var også gang i benene – altså demonstration i den praktiske klovbeskæring. I løbet af konferencen mødte deltagerne 19 forskellige inspiratorer.
Det var som nævnt femte gang, KVK Hydra Klov inviterede til international klovbeskæringskonference, og det ligger allerede nu fast, at der bydes velkommen til den sjette konference om to år, hvor mange utvivlsomt er med igen.
- Det handler ikke kun om at udveksle erfaringer på selve konferencen. Det giver deltagerne et rigtig godt netværk på tværs af landegrænserne, hvor de kan udveksle erfaringer med klovbeskæring, så konferencen handler ikke alene om de faglige input. Det er også en konference, der knytter faglig viden på tværs, fastslog Palle Fjord Thomsen, der kan se tilbage på en fantastisk weekend.









































