2027 byder på nye regler: - Det kræver, at mange ændrer adfærd
Godt landmandskab og fokus på reduceret kvælstofudledning i majsen skal gå hånd i hånd, mener landskonsulent i grovfoder fra Seges Innovation, Martin Mikkelsen.

Med stigende temperaturer og øgede vandmængder er majs en afgrøde, som generelt får bedre vilkår for at give gode udbytter.
Der er dog et men, lyder det i seneste KvægNyt. I 2027 bliver den nye udledningsbaserede kvælstofregulering implementeret. Det betyder formentlig, at man som landmand fremover skal forvalte en såkaldt udvaskningskvote på sin ejendom.
- Det her handler simpelthen om at sikre, at man som kvægbruger har muligheden for at dyrke majs i nuværende omfang fremadrettet. Og det kræver, at mange ændrer adfærd. For ellers ender det med, at man mister muligheden for at dyrke majsen, siger Martin Mikkelsen, landskonsulent i grovfoder hos Seges Innovation.
Ram rigtigt med protein
For majsens vedkommende er der dog gode muligheder for at ændre på netop dette. Først og fremmest skal man tilføre kvælstof, så man rammer 70 gram protein pr. kg tørstof ved høst.
- Det giver den perfekte balance mellem et stort udbytte og en lille kvælstofudvaskning. Tilføres kvælstof, så proteinindholdet bliver større, øges risikoen for udvaskning af kvælstof, fordi majs ikke har en luksus optagelse af kvælstof, som vi kender det fra for eksempel græs. Bliver proteinindholdet mindre, går det ud over udbyttet, forklarer Martin Mikkelsen.
For at begrænse risikoen for kvælstofudvaskning om efteråret skal der etableres en effektiv efterafgrøde i majsen. Det kan gøres ved at så en blanding af diploid og tetraploid alm. rajgræs, når majsen har 4-5 blade.
- Det betyder, at vi skal så efterafgrøden tidligere, end vi plejer at gøre. Det kræver, at man laver en samlet strategi for ukrudtsbekæmpelsen og såning af efterafgrøde. Har man for eksempel hanespore i sine marker, undlader man at blande cikorie i blandingen, så man kan foretage en bekæmpelse af hanespore, efter at der er sået efterafgrøder, forklarer Martin Mikkelsen, der holder indlæg om fremtidens majsdyrkning på kvægkongressen tirsdag.