Årsmøde i ny indpakning
Torsdag den 6. december er der årsmøde for mælkeproducenter på østlige øer, og det bliver i år i en ny indpakning.

Torsdag den 6. december er det tid til status for malkekvægets præstationer øst for Storebælt. Foto: Jesper Hallgren
Som noget nyt inviterer KvægrådgivningDanmark i år til stormøde sammen med både Kvægbrugsregion Øerne, L&F Kvæg og Viking. Som noget ekstra nyt holdes mødet fra klokken 14.30 til 21 – og det er torsdag den 6. december hos VKST i Sorø.
Tidligere år har KvægrådgivningDanmark og Kvægbrugsregion Øerne holdt årsmødet sammen, mens L&F Kvæg og Viking har holdt årsmøder selv.
- Det har betydet, at kvægbrugerne har kunnet komme til tre gode møder, men tre møder kræver også tid, og for mange også meget køretid. Alternativet er ikke at deltage, og det er også ærgerligt for alle parter. Derfor har vi i år valgt at samarbejde om ét stort møde, fortæller Marianne Dyreholt, faglig koordinator for Østlige Øer i KvægrådgivningDanmark.
- Det vil helt sikkert udfordre nogle mælkeproducenter at komme på dette tidspunkt, da det overlapper det klassiske malketidspunkt. Men af hensyn til de lange kørselsafstande og mødets omfang, har vi valgt at holde mødet i dette tidsrum, forklarer Marianne Dyreholt, der selvfølgelig håber, at mælkeproducenterne vil tage godt imod ændringen.
Fire faglige spor
Til årsmøder er der beretninger, og det vil der også være til dette møde. Beretning for 2018 afholdes af både KvægrådgivningDanmark, Kvægbrugsregion Øerne, L&F Kvæg, RYK og Viking.
Ydermere vil der være valg til Kvægbrugsregion Øerne og RYK’s brugerråd samt den årlige præmiering af årets højst ydende ko inden for racer.
Med ønsket om at favne og ramme bredt er der lavet spor til mødets faglige indlæg. Det betyder, at deltagerne skal vælge, hvad de vil høre om mellem fire forskellige spor. Viking vil afholde to af sporene, og de andre spor afholdes af KvægrådgivningDanmark og VKST.
Mødet afsluttes med et fælles indlæg ved ledelseskonsulent Vibeke Fladkær fra Seges. Hvordan udnytter du din kampgejst? Et indlæg om personlig motivation, udvikling og forandring.
- I landbruget er der mere og mere fokus på ledelse, og det er absolut et must og behov, at vi hver især arbejder med, hvordan vi leder, eller hvordan vi bliver ledt som henholdsvis arbejdsgiver og arbejdstager. Altså et vigtigt aspekt, som Vibeke Fladkær får lov til at slutte mødet med, fortæller Marianne Dyreholt.