Fremtidens køer er sikret

Hos kvægavlsselskabet Viking kører inseminørerne som de plejer, dog med de corona-forholdsregler, der kendes fra det øvrige samfund. Produktionen kører uden problemer, der tappes stadig sæd, og lagrene er fyldt op.

Hos kvægavlsselskabet Viking er det meste, som det plejer, for ud over de corona-regler, alle andre også lever under, er alt som det plejer.

- Vores inseminører kører uændret, men tager naturligvis deres forholdsregler for at undgå smittespredning, fortæller Lisbet Holm, som er rådgivningschef i virksomheden.

Produktionen i Assentoft og tapning af sæd kører også fortsat som hidtil.

- Der er heller ikke nogen problemer med at importerer på nuværende tidspunkt, og vi har faktisk lige fået fyldt alle vores lagre op. Så skulle det blive en udfordring at importerer, løber vi ikke tør lige foreløbig, siger Lisbet Holm og understreger at alle funktioner i virksomheden er bemandede, og at man derfor stadig kan komme i kontakt med VikShop, SenseHub eller support.

 Rådgivningsbesøg

Alle møder, også landmandsmøderne, er for en tid aflyst, og kvægavlsrådgiverne arbejder i disse uger hjemmefra. De klarer så mange rådgivningsbesøg som muligt over telefonen.

- Men har en landmand brug for hjælp, tager vi selvfølgelig ud og besøger ham, men tager naturligvis vores forholdsregler. Vi sætter os selvfølgelig ikke ind på et lille lavloftet kontor, men går ud i stalden, hvor der er højt til loftet, og hvor vi kan holde god afstand, forklarer Lisbet Holm.

Hun påpeger, at ingen rådgiver i denne tid bare kommer forbi, men laver en gensidig aftale med landmanden forinden, så man ikke risikerer at komme ud til en, der er syg, for derefter at bringe smitten med sig.

teba@effektivtlandbrug.dk

telefon 61 55 15 87

 

Læs også