Seges vil teste et produkt, som kan minimere metanudledningen

Et Hollandsk firma har søgt om en EU-godkendelse af et nyt foderadditiv, som kan reducere køernes metanudledning med 30 procent.

Bovaer® hedder produktet fra det hollandske firma DSM, som siges at kunne reducere metanudledningen fra kvæg og andre drøvtyggere med 30 procent.

En så stor reduktion at Seges via et forskningsprojekt vil teste produktet i praksis herhjemme. Forskningsprojektet skal køre i samarbejde med Arla, DSM og Aarhus Universitet.

Chefkonsulent ved Seges, Nicolaj Ingemann, har forinden gennemgået de resultater, som allerede foreligger om produktet, og vurderer, at resultaterne er lovende, skriver Seges i KvægNyt.

Hæmmer metan-produktionen

Produktet Bovaer er et foderadditiv, som har den kemiske betegnelse 3-nitro-oxypropanol (3NOP). Stoffet undertrykker det enzym, der fører til dannelse af metan i koen vom.

- Forestil dig metanproduktionen i koens vom som en korridor med en række låste døre. Bovaer® er en nøgle, som er næsten magen til nøglen til en af dørene i korridoren. Den ligner så meget, at den kan stikkes ind i nøglehullet, men ikke låse op. Når den sidder i døren, forhindrer den, at den rigtige nøgle kan sættes i og låse døren op – altså danne metan, forklarer direktør i DMS, Dean Plummer til KvægNyt.

Daglig tilførsel for effekt

Ifølge firmaet bag er en kvart teskefuld Bovaer dagligt pr. ko nok til at undertrykke det enzym, der udløser metanproduktion i koens vom og til at opnå en konstant reduktion af metan på omkring 30 procent. Produktet virker omgående og nedbrydes fuldstændig af koens fordøjelsessystem, så at hvis hun en dag ikke får produktet mere, vil hun producere metan igen.

Det betyder at produktet skal tilføres dagligt foreksempel gennem koens fuldfoder eller kraftfoder.

 

 

Læs også