Stor kovending på Fyn
Efter et nærmest konstant fald af antal malkekøer er udviklingen vendt. Der er 500 flere køer end på samme tidspunkt sidste år, mens der uændret er 138 fynske malkekvægbesætninger.
Efter flere års antalsmæssig tilbagegang for køer og malkebesætninger er denne udvikling vendt.
Således er der 500 flere fynske malkekøer, end på samme tidspunkt i fjor. Helt præcist var der i det forgangne kontrolår, som sluttede 30. september, 26.413 fynske malkekøer, mod 25.913 i kontrolåret 2016/2017.
Til gengæld er antallet af mælkeproducerende kvægbedrifter på uændret 138 besætninger.
10 med over 400 køer
Det glædede naturligvis formanden for Fynsk Kvæg, Lars Iversen, Stensby, da han for de mange fremmødte, fynske kvægfolk fremlagde statistikken ved årsmødet i torsdags i Vissenbjerg.
Her kunne han endvidere oplyse, at 88 af besætningerne har under 200 køer, 38 besætninger har mellem 201-400 køer, mens 10 fynske besætninger har over 400 køer.
I forhold til landsgennemsnittet er besætningsstørrelserne lidt mindre på Fyn. Hvor de 21 procent på Fyn er med over 400 køer, er andelen på landsplan 28 procent.
Mindre grovfoder
I sin beretning betegnede Lars Iversen 2018 som på mange måder et specielt år for kvægbrugerne, ikke mindst på Fyn.
- Det ekstreme tørre sommer gjorde, at grovfoderudbytterne var meget svingende. Specielt majsudbytterne var meget forskellige, lige fra 7.000 til 12.000 foderenheder pr. ha, og for græssets vedkommende fra 5.000 til 9.000 foderenheder.
Samtidig nævnte kvægformanden, at der blev oprettet en halmbørs, ligesom mange kvægbrugere fik aftaler med naboer om at få leveret ekstra halm.
- Det var dejligt at se, hvordan vi hjalp hinanden i netop denne svære situation, pointerede Lars Iversen.
Første fællesmøde
Årsmødet i Fynsk Kvæg blev for første gang afviklet som »Kvægfaglig Dag«, hvor det tidligere regionsmøde for Landbrug & Fødevarer og Centrovice’s fodringsmøde også indgik.
- Det har længe været et ønske fra Fynsk Kvæg at slå flere af vores møder sammen. Derfor håber vi, at I vil tage godt imod dette her nye set-up, lød det fra formanden, inden han gav ordet videre til både formanden og direktøren for Landbrug & Fødevarer Kvæg, samt RYK-formanden for de faglige indlæg fra Centrovice-konsulenterne.
Mere fra den faglige kvægdag i denne uges LandbrugFyn, blandt andet en oversigt over de højestydende fynske køer og besætninger. Og i det første nummer i det nye år, som kan læses her på hjemmesiden lørdag den 29. december, findes reportage fra mødet.







































