Tre levendefødte kviekalve i Himmerland
På Mysagergaard ved Kirsten og Bjørn Borup nær Nibe i Himmerland klarede Expo-datteren selv seneste kælvning, som hun plejer. Resultatet blev tre levendefødte kviekalve. Sidste år fik hun tvillinger.

Tre levendefødte kviekalve var resultatet efter en ko ved Kirsten og Bjørn Borup, Nibe, havde kælvet en morgen Bjørn kom ud i stalden. En speciel oplevelse for både Kirsten og Bjørn, samt parrets tre børn; Astrid 7 år, Aksel 5 år og Andreas på 2 år.
På Mysagergaard i Sønderholm ved Nibe er selv 2-årige Andreas klar over, at der er sket noget ud over det sædvanlige.
- Det der er moren, siger han, netop hjemkommet fra dagpleje, og peger ind i den store boks, hvor en ko står og tygger drøv bagved tre kalve, som ligger side om side i halmen.
Søvnen blev da også gnedet lidt hurtigere ud af øjnene om morgenen den 29. januar, da mælkeproducent Bjørn Borup gik gennem stalden.
Den var god nok
Der lå tre kalve i hver sin ende af boksen, men kun en af køerne så ud til at have fået kalv, fortæller Bjørn Borup.
Det kunne næsten ikke passe, at der var kommet trillinger, og derfor måtte de andre køer i forberedelsesholdet også drægtighedsundersøges senere samme dag.
Men den var god nok, den store Expo-datter havde fået trillinger i løbet af natten, og endda klaret det hele selv.
Resultatet blev tre levendefødte krydsningskviekalve efter blåkvægstyren Golden.
Først tvillinger, så trillinger
Expo-koen var blevet flyttet fra goldholdet ned i forberedelsesholdet, fordi Bjørn Borup kunne se, hun var begyndt at samle yver.
- Hun kælvede 18 dage før tid, og jeg troede egentlig bare, at hun havde snydt os ved insemineringen før, da hun begyndte at samle yver tidligt, fortæller Bjørn Borup.
Koen har, trods hun kælvede første gang i 2014, leveret mange kalve til Mysagergaard.
- Hun fik faktisk tvillinger den 8. februar sidste år, fortæller Bjørn Borup, mens han kigger noget overrasket ind i computeren.
For koen er ikke en, han lægger mærke til i det daglige. Hun passer sig selv og bliver insemineret med kødkvæg, udelukkende fordi hendes NTM ikke er noget at skrive hjem om.
- Og så har der været lidt med hendes celletal, siger Bjørn Borup, til et par kærlige fnis fra både sin far og den tidligere ejer af ejendommen, som også er trukket med ind omkring køkkenbordet.
For kravene til køernes celletal på Mysagergaard er høje, og derfor ærgrer den ene levering med 160.000 i celler i sommer også Bjørn Borup, for havde den ikke været der, havde han fået titlen »Kvalitetsmester 2018«.
Trillinger for første gang
For familien på Mysagergaard har trillingerne været en stor og meget speciel oplevelse.
- Jeg har haft ejendommen siden 2012 og arbejdet med køer i 20 år, men jeg har aldrig været et sted, hvor de fik trillinger, siger Bjørn Borup.
Også den tidligere ejer fortæller, at der i hans 40 år på ejendommen heller ikke blev født trillinger, derimod har tvillinger ikke været ualmindeligt.
Et særsyn
Selv er Bjørn Borup meget imponeret over, at koen klarede det hele selv og endda fødte tre levende kalve.
- Det er også flot, at der efterfølgende ikke har været det mindste med hende, siger Bjørn Borups hustru, Kirsten, som er dyrlæge ved Dyrlægerne Himmerland Kvæg.
For hende er trillinger også et særsyn.
- Jeg har aldrig været ude ved trillinger, hvor alle har været levende, fortæller Kirsten.
De tre, lidt mere uldne kalve, end holsteinkalvene, skal ikke være hos Bjørn Borup ret længe. Han sælger sine tyre og krydsningskalve, når de er mellem 10 og 24 dage gamle.







































