Uanset om det er virus eller bakterier, som er årsag til diarré hos kalven, er det meget sjældent selve infektionen den dør af, men væskemangel. Derfor er det vigtigste led i behandling hurtig tildeling af elektrolytopløsning og mælk, skriver dyrlæge Henrik Læssøe Martin på landbrugsinfo.dk.

- Diarré medfører ofte voldsomme væsketab. Kalvene dehydreres, livsnødvendige funktioner kompromitteres, kalven mister energi og kræfter, bliver kold og kan til sidst ikke rejse sig, konstaterer dyrlægen.

Han fastslår, at kalve med diarré fortsat skal fodres med normale mælkemængder - eventuelt i mindre doser ad gangen – da en elektrolytopløsning ganske vist indeholder sukker, men alligevel ikke har nogen værdi som næring. Hvis man skærer ned på mælkemængden, vil det derfor gå ud over tilvæksten og også kalvens senere produktion som ko.

Vigtigst med hurtig indsats

Henrik Læssøe Martin fastslår, at antibiotika og medicin til behandling kan have deres berettigelse under forudsætning af, at der stilles en korrekt diagnose. Men hvis diarréen skyldes virus, vil ingen af disse midler have effekt.

- Uanset årsag og behandling, så er det helt essentielt, at der kompenseres for kalvens væsketab, lyder det fra Henrik Læssøe Martin, som forklarer, at der findes en lang række elektrolytopløsninger specialiseret til forskellige formål.

- Det vigtigste er dog en hurtig indsats, så snart diarréen opdages. Elektrolytopløsning med salt og sukker vil i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt. Opløsningen bør være 40-42 grader varm, så kalven ikke skal bruge unødig energi på at varme det op, fastslår han.

Han forklarer, at det er bedst at tildele elektrolytopløsningen forskudt i forhold til mælkefodringen.

- Kalve med alvorlig diarré kan let miste 6-8 liter væske på en dag. Tildeling af eksempelvis to liter elektrolyt tre gange daglig – udover mælkefodringen - vil redde livet for de fleste kalve med slem diarré. Hvis kalven er så påvirket, at den ikke kan rejse sig, vil det som regel være nødvendigt med infusion af væske direkte i blodbanen. Her må dyrlægen på banen, lyder det.

cc

Kvæg