Debat: Det er godt nyt, at præcisionsteknologi vinder frem i landbruget
Ud over de mange gode tiltag i den grønne trepart skal vi huske fortsat at være åbne for teknologiens muligheder i landbruget, skriver Venstres landbrugsordfører i dette læserbrev.

Den nye præcisionsteknologi styrker fødevareproduktionen samtidig med, at vi passer godt på omgivelserne, miljøet, naturen og drikkevandet, skriver Erling Bonnesen i læserbrevet. Arkivfoto: John Ankersen
Af Erling Bonnesen, MF, Venstres miljø- og fødevareordfører
Ny præcisionsteknologi styrker fødevareproduktionen samtidig med, at vi passer godt på omgivelserne, miljøet, naturen og drikkevandet.
Vi har over de senere år set en støt stigning i brugen af præcisionsteknologi i landbruget, i takt med at en stadig større andel af landbrugsarealet dyrkes med denne teknologi.
Danske landmænd har altid været innovative og hurtige til at omstille sig og tage ny teknologi i brug. Man har taget GPS-teknologi, ny software og sektionsstyring til sig. Det er alle tiltag, der kan hjælpe med at mindske brugen af ressourcer, øge udbyttet og reducere klimapåvirkningen. Præcisionsteknologi kan så at sige hjælpe med at få mere ud af mindre.

Erling Bonnesen.
Det er vigtigt at have god dialog og sparring med eksperter på området – det gælder både virksomheder, landmænd, forskere og privatpersoner
Erling Bonnesen, Venstres miljø- og fødevareordfører
Fokus på agri-tech
Jeg tror også, at man i fremtiden i højere grad vil se robotteknologi vinde frem, når teknologien er modnet nok og bliver endnu mere anvendelig. Sidste år kom »Strategien for grønne jobs i landbruget« fra regeringen, og her er et af fokusområderne agri-tech.
Ud over de mange gode tiltag i den grønne trepart skal vi huske fortsat at være åbne for teknologiens muligheder i landbruget. Her er det vigtigt at have god dialog og sparring med eksperter på området – det gælder både virksomheder, landmænd, forskere og privatpersoner.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.