Af Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

Landmænd kan være med til at vinde klimakampen i både landbrugssektoren – samt fly- og transportbranchen. Selvfølgelig skal landbruget nedbringe sin egen klimagas-udledning, men faktisk kan landmænd også gøre andre sektorer i samfundet grønnere: To teknologier, hvor landmænd er helt centrale, kan kickstarte klimakampen.

Lad os begynde med græs: Der er nemlig et kæmpe potentiale i at bioraffinere græs. Faktisk er græs godt for både miljøet og klimaet på flere måder. For eksempel kan vi bruge græsprotein i dyrefoder, så dét bliver mere klimavenligt, da særligt svineproducenter slipper for at importere soja, som bruges til dyrenes mad.

Græsset kan tilmed dyrkes lokalt. Og så er græs desuden en af de afgrøder, som kan opsuge og lagre mest CO2 i jorden.

Man udvinder græsprotein med hjælp fra særlige høstere, så man kan suge proteinet ud af saften fra de friske blade.

Grøn gas

Nu videre til grøn gas: Biogas kan spille en vigtig rolle i den grønne fremtid – og her er landbruget essentielt. Landmænd leverer blandt andet gylle, dybstrøelse og majs til at producere biogas, der potentielt kan drive lastbiler, busser og fly i fremtiden.

Og græs fra landmænd kan også bruges til biogas. Produktionen af græsprotein efterlader restaffald, som kan anvendes på biogasanlæg.

For nylig var jeg arrangør og vært på to webinarer for at sætte fokus på potentialet i græs og biogas. Før vi kan flyve og køre med biogasbrændsel, skal vi have udviklet bedre gasdrevne motorer. Det kræver massive investeringer i teknologisk udvikling, hvis det skal blive muligt i en større skala, og EU bør derfor bidrage til at skubbe processen op i højere fart. 

Der er behov for store investeringer, og det skal EU facilitere. Samtidig skal EU garantere gode rammer til landmænd, der bidrager med bioaffald til brændstof – så busser, lastbiler og fly bliver grønnere - og som producerer protein til deres egne dyr. 
 

 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.