Jordudtagning er klima-populisme

Af Peter Kiær, formand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev

Folketingets blå partier er kommet med et fælles landbrugs- og klimaudspil, der helt bestemt er bedre end det, regeringen kom med. 

De borgerlige politikere anskuer klimaproblematikken fra en global synsvinkel og forstår betydningen af en stor og stærk fødevaresektor i Danmark. Derudover er det tilfredsstillende, at de blå partier afviser flere nyttesløse tiltag på dyrkningsfladen, forlanger nye øjne på indsatsbehovet for fjorde og kystvande samt er åbne for med pilotprojekter at finde alternative løsninger på vandmiljøområdet.

Desværre har både rød og blå blok åbenlyst set sig blinde på udtagning af lavbundsjord som det nye mirakelmiddel i klimakampen. Ja, de borgerlige forsøger endog at overbyde socialisterne i antallet af hektar, man vil tage ud af drift.

Der mangler dokumentation for klimaeffekten af at udtage landbrugsjord. Husk på, at afgrøderne på markerne jo binder CO2, og det vil derfor have en negativ virkning for klimaet at nedsætte dette CO2-optag. Landbruget spiller på denne måde en afgørende positiv rolle i klimakampen – hvilket begge politiske fløje totalt negligerer. At selverklærede erhvervsvenlige politikere foreslår udtagning af landbrugsjord, er ren klima-populisme. 

Lad os nu styrke dansk fødevareproduktion i stedet for at minimere den. I en verden, der behøver mere og mere mad, er det tudetosset at stække madproduktionen i en af klodens mest miljø- og klimavenlige landbrugsnationer.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også