Replik: Den gode dialog med landbruget er der stadig
Selv om Landbrugsstyrelsen har aflyst møder, er der stadig god dialog med landbruget, skriver Louise Piester i denne replik.

Louise Piester, konstitueret direktør i Landbrugsstyrelsen.
Af Louise Piester, konstitueret direktør i Landbrugsstyrelsen
I fredags kunne man i denne avis læse et indlæg fra faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen, der kommenterer på Landbrugsstyrelsens beslutning om at aflyse møder i den såkaldte teknikergruppe, der har til formål at give input til vores Tast selv system.
Det er korrekt, at vi har aflyst kommende møder i gruppen, da vi lige nu er i gang med at lave et serviceeftersyn af Landbrugsstyrelsens samarbejde med interessenter. Selvom vi har aflyst møder i teknikergruppen, kan man dog ikke udlede, at vi har standset al dialog med landmænd og konsulenter.
Tværtimod er Landbrugsstyrelsen i de her år i gang med en større omstilling, hvor vi inddrager erfaringerne og ideer fra landmænd og konsulenter mere og mere. Men vi prøver også at komme ud til dem, som vi ikke så ofte har dialog med.
Her vil jeg gerne fremhæve vores kundepanel, der giver os sparring og feedback til at forbedre ordninger, teste IT-systemer og trykprøve ansøgningsprocesser. De bidrag er altafgørende for styrelsens løbende udviklingsarbejde og omstillingen til lettere og smidigere sagsbehandling.
Blev inddraget
Kundepanelet vil også blive inddraget i udviklingen af ordningerne under den kommende landbrugsreform, hvor vi lægger stort vægt på kundeinddragelse i alle udviklingsfaser.
Senest har vi helt konkret gjort stort brug af kundepanelet i arbejdet med netop at udvikle det nye Tast selv, som Jørgen Evald Jensen også nævner. Her blev landmænd og konsulenter nemlig inddraget tidligt i udviklingen, så deres input og feedback medvirkede til, at vi kunne lancere et system, der passer til behovet i hverdagen.
På opfordring fra landmænd og konsulenter rummer det nye Tast selv flere nye funktioner. For eksempel kan konsulenter nu anmode om fuldmagter i Tast selv, og landmanden kan se hele sin korrespondance med os i en ny tidslinje med alle breve. Vi er godt klar over, at der lige nu eksisterer nogle børnesygdomme i systemet, men også her inddrager vi landmænd og konsulenter, så vi får rettet op på det bedst muligt.
God og frugtbar dialog
Generelt er formålet med kundepanelet at sikre, at de løsninger, Landbrugsstyrelsen laver, virker i landmændenes virkelighed og gør deres hverdag nemmere og enklere.
Så selvom vi har aflyst møder i teknikergruppen, er der stadig en god og frugtbar dialog til gavn for både styrelsen, landmænd og konsulenter.
- Selvom vi har aflyst møder i teknikergruppen, kan man dog ikke udlede, at vi har standset al dialog med landmænd og konsulenter
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.