I Økologisk Landsforening er man ikke ude på at afvikle landdistrikterne. Tværtimod, svarer foreningen i en replik til til et debatindlæg af Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.
Af Louise Køster, forperson og Sten Dissing, næstforperson Økologisk Landsforening
Når Hans Christian Skibby skriver (Effektivt Landbrug den 23. november), at vi i Økologisk Landsforening og otte andre grønne organisationer med udgivelse af rapporten »Fra Foder til Føde II«, er tudetossede og ude af trit med virkeligheden, så tvivler vi på, om han overhovedet har læst rapporten.
Grønne NGO’ers vision for dansk landbrug er gift for landdistrikterne
Vi kunne ikke drømme om at afvikle landdistrikterne – tværtimod. Det danske land er et helt fantastisk sted fyldt med ressourcer, men der er ingen tvivl om, at vi skal have en forandring. Forandring er nødvendigt, hvis vi vil efterlade vores børn og børnebørn en sund planet, og hvis vores landmænd skal have noget at leve af i fremtiden.
Vi mener netop, at vi tager ansvar ved at starte debatten om, hvordan vi skal indrette fremtidens landbrug. Det er et emne, der vækker store følelser – det ved vi, for det gør det også hos os og vores medlemmer, men det er en debat, der er helt nødvendig at tage hul på. En debat, hvor vi bliver nødt til at kigge hinanden i øjnene og tale om løsninger.
Vil fremtidssikre
Økologisk Landsforening vil fremtidssikre landbruget, vi vil arbejde for levende landdistrikter, som også fremtidens unge landmænd og indbyggere, nye som gamle, vil leve og arbejde i. Men vi vil også arbejde for, at vores jord er frugtbar og levende og sikre plads til mere natur; vi vil skåne vores grundvand fra forurening, vi vil sikre vores dyr gode og naturlige liv, og vi vil levere på de klimamålsætninger, som politikerne allerede har vedtaget.
Det er sidste udkald og tøver vi længere, vil vi potentielt ikke bare undgå at levere på målsætninger inden for klima, biodiversitet, dyrevelfærd og biodiversitet, men vi vil også potentielt miste den erhvervsmæssige konkurrencefordel, der er i at gå forrest.
Økologisk Landsforening kæmper for et bæredygtigt fødevaresystem, herunder en bæredygtig økonomi for alle landmænd, som producerer vores mad på en måde, som tager hensyn til klima, biodiversitet, drikkevand og klima. Så selvfølgelig er det vores rolle og forpligtelse at byde op til den nødvendige debat.
Man kan ikke blive ved med at lukke øjnene: Dét er nemlig giftigt.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.