Af Vagn Lundsteen, planteavlsrådgiver og direktør, AgroPro, Tempelvej 32, 4390 Vipperød

Kvælstofprognosen er beregnet på en ny måde i forhold til tidligere. Nu anvendes både måling af mineraliseret kvælstof (N-min) og »Model til forklaring af responsparametrene (NREMO)«, som grundlag for kvælstofprognosen.

Prognoseudvalget vil på baggrund af resultaterne af disse to spor udarbejde en anbefaling til Normudvalget vedr. indstilling af kvælstofprognose for 2019.

Det vil sige, at kvælstofprognosen ikke bliver beregnet alene på grundlag af målinger. Men også på baggrund af deltagerne i udvalgets vurdering og forklaring.

Mindre mineraliseret kvælstof, end normalt

Deltagerne har ikke undersøgt, hvorfor der er mindre mineraliseret kvælstof, end normalt. Men i stedet til dels set stort på målingerne og i stedet vurderet på indholdet.

Udvalget har ikke taget højde for den humusbinding, der er sket som følge af kvælstofoverskuddet i efteråret. Jeg er overbevist om, at man end ikke er klar over denne binding.

Siden udtagning af jordprøverne i februar måned har vi haft den vådeste marts måned i mands minde. Hvorfor korrigeres der ikke for denne potentielle udvaskning af mineraliseret kvælstof? Hvordan kan man fastholde målinger udtaget i midten af februar, uden at korrigere for den efterfølgende nedbørsmængde?

Mere vildledende end vejledende

Normudvalget, som indstiller til Landbrugsstyrelsen, har udlevet sin rolle. Det er mere vildledende end vejledende og i slet ikke et korrekt forum at lave lovgivning på baggrund af.

Kvælstof er så vigtig en del af godt landmandskab, at vi ikke kan tillade en så tilfældig omgang med sandheden. En hver kan jo se, hvor sultne afgrøderne er derude, hvor man har fulgt Seges’ anvisninger om at udsætte kvælstoftilførslen.

Hvorfor bringer landbruget sig i en situation hvor man, i så vigtig et udvalg som kvælstofprognosen skal besluttes, kun deltager med 2 ud af 15 deltagere? De kan til hver en tid blive »overruled« af forskere og ministeriets folk, hvoraf nogle sidder tæt på ministeren (se oversigt).

Jeg har over for Landbrugsstyrelsen bedt om aktindsigt i beregningsgrundlaget og baggrunden for kvælstofprognosen 2019 og tilsvarende for 2018. Den er blevet bevilget. Jeg ser frem til resultatet.

Medlemmer i Normudvalget som indstiller til Kvælstofprognosen

2 fra Københavns Universitet

6 fra Aarhus Universitet

1 fra departementet i Miljø- Landbrugsministeriet

4 fra Landbrugsstyrelsen

2 fra Seges (Jens Elbæk og Leif Knudsen)

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.