Dansk minkavl f. 1932 d. 2020
Af : Kenneth Krogh, chefdyrlæge LVK, Peder Elbek, teamleder LVK Minkdyrlægerne samt Peter Hjort Jensen, formand LVK
Dansk pelsdyravl har eksisteret i Danmark i små 90 år. I den tid voksede den stor og kraftfuld. Den har været mange familiers hverdag. I begyndelsen som en bibeskæftigelse for fiskere med produktion i baghaven. Dansk pelsdyravl endte som familiers levebrød og deres hovedbeskæftigelse. Minkavlen fik avlere til at slutte sig sammen i en andelsbevægelse. Fremsynede avlere fik etableret forskning omkring avl og fodring og ikke mindst fik de etableret et sted, hvor skindene kunne sælges – på Danske Pels auktioner i Glostrup. Senere Kopenhagen Fur som endte som verdens førende pelsauktion og indbragte milliarder til Danmark.
Det er med sorg og stor faglig frustration, at Dansk Minkavl er blevet ofret og aflivet af den danske regering efter rådgivning af lægerne på Statens Serum Institut (SSI). SSI har udtalt at en minkproduktion i Danmark er til fare for folkesundheden under en igangværende Covid-19 pandemi, og derfor har regeringen besluttet, at alle mink skulle aflives med den konsekvens, at erhvervet hermed er afviklet.
Argumentet var, at mink kan smittes af mennesker og mink kan smitte videre til andre mennesker. Ved dette spring mellem dyrearter kan der opstå mutationer. Der udviklede sig forskellige Covid-19 minkvarianter, desværre også en variant med en cluster 5 Covid-19-minkvariant. Denne minkvariant cluster 5 Covid-19-variant ansås som meget farlig, da den måske ville kunne nedsætte effekten af en kommende vaccine. Denne Covid-19 minkvariant har ikke været påvist siden september måned. Så måske er der foretaget en forhastet beslutning?
Uanset pris
Argumentationen var baseret på et skitseret frygtscenarie for folkesundheden, og regeringen troede blindt på SSI`s argumentation. Så beslutningen om at alle mink skulle aflives blev taget. Der blev handlet hurtigt med store konsekvenser for alle minkfarmere og følgeerhverv, der har levet af minkindustrien i mange år. Folkesundheden er det vigtigste for regeringen, uanset hvad det koster og har af konsekvenser.
Vi minkdyrlæger har på alle måder forsøgt at komme med konstruktive og faglige løsninger til situationen, men er desværre ikke blevet hørt. Vi er vant til at arbejde og rådgive omkring zoonotiske sygdomme. Vi ved hvordan de håndteres i en minkfarm, så de bekæmpes og ikke smitter til mennesker. SSI`s »bedrevidende« læger har et meget snævert syn på en minkfarm, idet de betragter den som en »virusfabrik« til fare for folkesundheden og sammenligner de 17 millioner mink, som et stort potentielt Covid-19-reservoir på trods af, at minkfarme er en epidemiologisk enhed i et afgrænset område, der ikke bevæger sig, som mennesker gør.
En Covid-19 infektion i en minkfarm er derimod meget anderledes end i befolkningen. Men myndighedernes strategi og håndtering af infektionen i minkfarmene har slået fejl fra begyndelsen. Havde man i stedet inddraget erhvervet og minkdyrlægerne i løsning af problemet frem for at rulle en »bedrevidende« strategi ud i livet, havde vi helt sikkert stået bedre i dag. Regeringen og fødevarestyrelsens strategi i begyndelsen af epidemien slog fejl, idet den var alt for langsom til at finde og aflive smittede farme, samt forhindre at smitten spredte sig videre.
Naturligt med mutationer
Det er kendt viden, at Covid-19 er et RNA-virus, der opfører sig på samme måde som influenza-virus. Det betyder, at der helt naturligt vil blive lavet nogle mindre mutationer over tid. Der er allerede kendt flere hundrede Covid-19-varianter over hele verden, og denne problematik indgår i udviklingen af vacciner mod Covid-19 i hele verden. Der er meget lidt belæg for, at minkmutationen skulle være mere udfordrende end alle de andre mutationer i Covid-19-virus, men det blev brugt som et væsentligt argument for, at alle mink skulle aflives.
Flere og flere danske og udenlandske forskere, virologer, genetikere m.fl. har på det seneste undsagt SSIs analyser og konklusioner, men der er ikke indhentet en second opinion på området. SSI er »bedrevidende« og åbenbart de eneste, som regeringen lytter efter. GISAID - som er det international sted forskere deler data og viden omkring influenza og coronavirus - har netop skrevet, at de ikke vurderer, at minkvarianten vil få en betydende indflydelse på Covid-19 situationen I mennesker.
Måske er det rigtige konklusioner, regeringen og SSI har taget, men konsekvensen er så stor og uden sidestykke, at enhver tvivl må vendes. Det har man bare ikke taget sig tid til. Man har politisk lukket et erhverv, endog uden man har haft lovgivningsmæssigt dækning herfor. Samfundsomkostninger på mere end 10 milliarder har brug for en second opinion og eftertænksomhed, men det er for sent nu, hvor beslutningen er ført ud i livet.
Som minkdyrlæger har vi været stolte af at arbejde tæt sammen med minkfarmerne omkring optimering af produktion, sundhed og dyrevelfærd. Vi har sammen været med til at sikre høje standarder for dyrevelfærd, og erhvervet har opnået at være den første og hidtil eneste velfærdscertificerede husdyrproduktion.
Dansk udvikling og viden om fodring, avl, sundhed og dyrevelfærd har ført til, at Danske minkavlere producerede den bedste kvalitet af minkskind og havde den største produktion i verden. Alt dette er nu spildt og til ingen nytte.
Det er trist og stærkt kritisabelt at have fulgt det forløb, som minkavlere har været igennem de seneste måneder, og vi er bekymrede for de konsekvenser, det får for familier og medarbejdere. Forhåbentligt får minkavlerne en rimelig erstatning af myndighederne, så de kan komme videre i livet.
Større konsekvenser
Dansk minkproduktion har beskæftiget cirka 6000 personer og mange i følgeindustrien, og det har skabt et stolt og godt erhverv i mange yderområder af Danmark. Regeringens lukning af erhvervet får store konsekvenser sundhedsøkonomisk for denne del af befolkningen, og det kan meget vel få større konsekvenser for befolkningen, end den risiko regeringen og SSI mener, vi løber ved at bevare minkerhvervet. Landet går glip af eksportindtægter på 5-8 milliarder om året, og regningen for at afvikle minkerhvervet kan meget vel løbe op i 10-15 milliarder kroner. Det er svimlende summer, og er helt uansvarligt, medmindre risikoen er reel og godt underbygget. Det er, som om det er ligegyldigt, hvad det koster, når det skal holdes op mod en teoretisk risiko for folkesundheden.
Vi er chokerede og fortvivlede over, at noget sådant kunne ske i Danmark. Vi kommer ikke i gang igen med mink i Danmark, når det indtil nu er blevet afvist at finde en løsning til bevarelse af avlsdyr. Regeringen siger, at dette ikke er et forbud mod mink. Hvis ikke det er tilfældet, hvad er det så?
Pelses alle mink, kommer der ikke et pelserhverv i DK igen. Det er ikke muligt, at få dyr med samme sundhedsstatus, kvalitet og farvenuancer og adfærd, som den danske mink har i dag. Den danske mink er i særklasse, pelses disse dyr bliver 50 års avlsarbejde ødelagt.
Æret være minkerhvervet, vi vil savne jer og sent glemme dette justitsmord.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.